Killers of the Flower Moon anmeldelse: Scorsese på toppen
Enhver snak om Martin Scorsese rækker næsten altid tilbage i tiden til hans definerende værker. Film så berømte, at jeg ikke behøver nævne en eneste af dem her.
Men den tilgang kan give det fejlagtige indtryk, at Scorseses storhedstid er bag ham.
Det er den ikke.
Faktisk har Scorsese nu i en nært forestående alder af 81 (17. november; tillykke!) leveret en film så potent, at den hører til — hvis da ikke den bare er — hans bedste.
Killers of the Flower Moon er ladet med den hyperenergiske og filmnørdede instruktørs kendetegn.
Den er voldsom, stilfuld, spirituel, politisk og selvransagende og endnu et eksempel på Scorseses unikke filmmageri, der både er ladet med hele filmhistorien og på en og samme tid helt unikt.
Scorsese kredser igen om endnu en puslespilsbrik i USA’s identitet og historie, når han kaster sig over at filmatisere David Granns bog om en række mord blandt de olierige indfødte amerikanere i Osage Nationen i 1920’erne.
Det er et fantastisk selvmodsigende miljø, som Scorseses storfilm kaster i hovedet på sit publikum fra start, når indfødte amerikanere køres rundt i bil med chauffør med en hær af hvide tjenestefolk, i en verden fanget mellem det moderne og det vilde vest.
Men hvor der er penge og indfødte, er der hvide mænd til at udnytte dem.
Det handler Killers of the Flower Moon om.
Men filmen er også en kærlighedshistorie af de helt store, der ved hjælp af helt uforlignelige præstationer fra Leonardo DiCaprio og Lily Gladstone, får formidlet et ubrydeligt kærlighedsforhold, hvor den ene part er voldelig og fordummet psykopat.
Hvordan man ender med at føle for det forhold, er en del af magien ved Killers of the Flower Moon, der har ting at sige både om kolonialisme, ufortjente privilegier og USA’s skæve rygsøjle, der føles så skarpe og friske, at det er svært at tro, at de kommer fra en instruktør i sit 9. årti.
Men Martin Scorsese har også vist sig at være en af de største kunstnere, der nogensinde har levet; helt enkelt.
Med Killers of The Flower Moon dyrker han førnævnte tematisk kompleksitet, men leverer også en film, der er så grundlæggende underholdende, at det er umuligt at kigge væk i et sekund af den ellers monumentale spilletid.
Hver scene gnistrer af spænding skabt af lige dele menneskeligt drama og grundlæggende spændingsfyldt krimiepos.
Den blues-drevne musik af komponist Robbie Robertson fungerer som filmens ustoppelige puls, mens billeder og scenografi vækker perioden til live, som var man der selv.
Imens eksploderer filmen jævnligt i øjeblikke af grusom vold, der pointerer hvordan både USA og kapitalismen generelt bogstaveligt er bygget på andre menneskers døde kød.
Og så er der slutningen.
En genistreg af et tæppefald, der fik mig til at tage mig til hovedet i biografen.
Et udråbstegn, der på en gang løfter Killers of the Flower Moon til større højder, mens det reelt set skyder både publikum og instruktør i knæet, og ikke mindst giver historien tilbage til dem, den virkelig tilhører.
Den slutning kommer til at være fundament for diskussioner og universitetsopgaver i årtier.
Killers of the Flower Moon er et mesterværk skabt af en mester, der ikke peakede dengang han skabte udødelige klassikere seks årtier tilbage i tiden.
Killers of the Flower Moon er et ubetinget mesterværk, skabt af en kunstner med fuldstændig mestring over sit medie.