Guillermo del Toro’s Pinocchio anmeldelse: Dekadent stop-motion

Stop-motion er nok noget af det mest dekadente, man kan opleve i biografmørket.

En slags filmisk pendant til at spise trøffelfyldte chokolader på en bund af foie gras.

Enhver stop-motion film der overhovedet får chancen for at blive produceret, er grund til fest.

For en animationsteknik hvor smukt forarbejdede fysiske genstande poseres for kameraet 24 gange for et enkelt sekunds film, er både noget af det mest unødvendige og vidunderlige man kan forestille sig.

Computeranimation kan stadig ikke hamle op med sanseligheden ved den ægte vare.

Og når en ny stop-motion-film så tilmed er medinstrueret af mesteren Guillermo del Toro, så er man altså et skarn, hvis ikke man finder vej til biografmørket.

Og ikke nok med det. Så er filmen en genfortælling af Le avventure di Pinocchio med en hovedkarakter og fortælling, der ligger så meget til højrebenet for del Toro, at man skulle tro filmen næsten lavede sig selv.

Det gør den ikke. For jeg lover dig, at mange mennesker har arbejdet sig til blods for at skabe den filmiske fryd, som er Guillermo del Toro’s Pinocchio.

Og resultatet er — næsten — den ultimative del Toro-film.

Alle instruktørens besættelser og forelskelser er til stede i genfortællingen af historien om den lille levende dukke, der på trods af at være lavet af træ er mere menneskelig end størstedelen af verden omkring ham.

del Toro og Patrick Mchales manuskript flytter fortællingen til 1930’ernes fascistiske italien, mens den geniale instruktør fylder alle sine sædvanlige temaer ind i fortællingen.

Pinocchio er fyldt med problematiske fædre og sønner, monstre der er menneskelige og mennesker der er monstre.

Her er en fascistisk overmagt og børnefællesskaber på baggrund af krig. Her er fascinationen af insekter — gennem en næsten kakerlak-lignende Jesper Fårekylling og en overraskende insektoid Pinocchio.

Og nåh ja, selvfølgelig dukker Ron Perlman også op.

Og så er det selvfølgelig først og fremmest del Toros bankende og bløde hjerte, der gør Pinnochio til en blid og ofte bevægende film.

Imens folder det hele sig ud med del Toros sædvanlige sans for detaljer både i karakterer, kulisser og rekvisitter.

Lidt som Wes Anderson er den detaljeorienterede instruktør nærmest født til at lave stop-motion.

Kamerabevægelserne — der ofte føles som om de skulle være umulige i stop-motion — er lige så elegante som de er historiefortællende, og det træsnit-lignende figurdesign er uimodståeligt.

Filmen krydres med sange af Alexandre Desplat, der er mere diskrete end ørehængere, men passer fint ind i filmens nøjsomme univers.

I filmens tredje akt tager del Toro muligvis en lidt for lang omvej fra filmens hovedhistorie, mens filmens skurke afvikles hurtigere end godt er.

Men heldigvis når filmen tilbage igen til en decideret genial og hjerteknusende finale.

Og så gentager jeg det lige for en sikkerheds skyld.

Det hele er lavet ved at flytte smukke fysiske genstande 24 gange, for at skabe et sekunds optagelser.

Det er så dekadent, at vi næsten ikke fortjener det.

Guillermo del Toro’s Pinocchio er en gudesmuk og ofte bevægende film fyldt med mesterinstruktørens sædvanlige besættelser.