Don’t Look Up anmeldelse: Post-satire

Instruktør Adam McKays mildt sagt stjernespækkede nye komedie, er mindst lige så interessant, når den ikke virker, som når den virker.

Måske faktisk endnu mere, når den ikke virker.

For i betragtning af at Don’t Look Up kommer fra instruktøren af to af mine absolut favoritkomedier — de to Anchorman-film — er den forbavsende usjov.

Det skyldes både, at filmen kæmper lidt med sin tone, men endnu mere, at den som satire kæmper med at karikere den verden den parodierer.

Når den amerikanske præsident ignorerer en nært forestående planetdræbende komet til fordel for intriger omkring næste valg, så føles det egentlig bare som en gengivelse af virkeligheden.

Den sidste amerikanske præsident spåede som bekendt at en global pandemi mirakuløst ville forsvinde af sig selv. Og reaktionen på klimakrisen bevæger sig i slowmotion.

Og når medier hellere vil hyggesnakke med eksperter end videregive saglig information, og brugere på sociale medier hellere vil lave memes og kåre den mest sexede astronom, end at lytte til budskabet om en verdensendende komet 6 måneder ude i fremtiden, ja, så føles det nærmest dokumentarisk.

Det er som om virkeligheden og satiren har byttet plads, og så er der pludselig ikke meget at grine af i McKays spraglede satire-epos.

Men så er det godt, at McKay også satser på dramaet.

Det kommer særligt gennem filmens to største stjerner — blandt virkelig mange — Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence.

De to spiller fornuftens stemme i form af de to astronomer, der opdager dræberkometen med kurs mod jorden.

Og de leverer den desperation publikum også føler med deprimerende præcision.

Dicaprio kanaliserer samme nervøse usikkerhed som Rick Dalton i Once Upon a Time… in Hollywood, mens hans nørdede astronom langsomt opsluges af et mediesystem, der kun er interesseret i ham som underholdningsfigur.

Og Jennifer Lawrence leverer ikke kun hjerte men også filmens største grin som desperat Ph.d.-studerende, der med måbende øjne betragter en verden, der ikke er i stand til at redde sig selv.

Det er stærkt arbejde og overraskende gribende.

Imens hamrer McKays film fremad med samme tempo som kometen og et væld af påfund, der gør at hvert minut er underholdende.

Men den strækker sig også langt for at få grinene og for sjældent med stor succes.

Det skyldes ikke kun, at satiren oftest virker som en 1:1 gengivelse af verden omkring os, det skyldes også en noget skiftende tone.

Det Dr. Strangelove-agtige persongalleri af magtsyge tåber omkring de to astronomer i centrum er langt mere karikerede end Lawrence og DiCaprio. Og særligt Meryl Streeps præsident og hendes privilegerede søn spillet af Jonah Hill rammer forbi med alt for hysterisk spil og anstrengte jokes.

Det skyldes nok også af McKays teknik med at lade skuespillerne improvisere er i fuld effekt, og det gør til tider filmen mere sløset end skarp.

Ikke mindst fordi det ikke er alle skuespillere, der bliver bedre af at improvisere.

Alligevel er Don’t Look Up værd at se for sin ofte næsten nihilistiske tone, der ender med at konkludere, at vi mennesker måske bare fortjener vores egen undergang, når vi ikke kan samarbejde bedre.

Finalen er oprigtigt bevægende, og filmen får formidlet sin retmæssige harme over verdens tilstand så følelsen sidder i kroppen efter rulleteksterne.

Også selvom jeg ikke grinte så meget som jeg havde håbet.

Nu håber jeg bare snart, at vores verden går i en retning, der igen giver plads til satire.

Don’t Look Up er stjernespækket, urovækkende og konstant underholdende, men viser også at vores verden måske er blevet for gakket til satire.