Midway anmeldelse: Krig fra en anden tid

På et tidspunkt i instruktør Roland Emmerichs 2. Verdenskrigs-rabalder, Midway, iscenesætter instruktøren en berømt filmhistorisk anekdote.

Den legendariske instruktør John Ford var nemlig til stede under det afgørende slag mellem Japan og USA på den amerikanske ø Midway.

Faktisk blev Ford såret under slaget, men fortsatte med at filmen den dokumentar han var i færd med at skabe.

Senere pyntede den ofte brovtende Ford på historien, og sagde at han egenhændigt filmede slaget, men sandheden var, at han fik hjælp af to andre.

John Fords måde at gøre sin egen anekdote lidt mere heroisk går fint i spænd med Roland Emmerichs bud på en krigsfilm.

For hvis du tror, at instruktøren af Independence Day er interesseret i at fortælle en barsk og troværdig historie fra et af de afgørende slag under anden verdenskrig, så tro om igen.

Emmerich er selvfølgelig langt mere interesseret i at vise en lang række hovedsageligt computeranimerede kampscener.

Hvinende jagerfly drøner igennem luften, som selvfølgelig er fyldt med en regn af maskingeværild og antiluftskyts.

Krigsskibe eksploderer på havet og alle fly – undtagen heltenes selvfølgelig – eksploderer som fyrværkeri på himlen.

Det er ofte underholdende – selvom de hovedsageligt computerdrevne effekter ikke altid er lige vellykket – men det er også en noget forældet tilgang til krigsfilm.

Faktisk ville det ikke overraske, hvis John Fords faste stjerne John Wayne vandrede ind i billedet.

Måske kunne han have spillet Richard ‘Dick’ Best, den ærkeamerikanske og tyggegummignaskende pilot, der altid ved præcis, hvornår han skal bryde reglerne for at være mest heroisk.

Eller måske en ældre Wayne hellere skulle have haft rollen som Woody Harrelsons hvidhårede Admiral, der altid tager de taktisk bedste beslutninger.

Midway er en uforbeholden hyldest til de amerikanske soldater, der deltog i slaget ved Midway og en dyrkelse af krig som rent underholdningsspektakel, der allerede føltes forældet i 1950’erne.

Der er ikke meget tid til personkarakteristik eller politisk kontekst, når Midway allerede inden for de første 20 minutter har overstået angrebet mod Pearl Harbor og straks haster videre mod det næste spektakulært computeranimerede slag.

Imens kæmper de ellers gode skuespilkræfter med de papirtynde karakterer og den overdrevent bombastiske dialog.

Det føles næsten som et nostalgisk kig tilbage i filmhistorien, til en tid hvor krig handlede om rigtige mænd, der tager rigtige beslutninger.

Den tilgang er svær at sluge i 2019.

Og så har Midway kun sit spektakel tilbage.

Men selvom flere af de kaotiske og støjende slag underholder på sine egne præmisser, så har computeranimerede eksplosioner og jagerfly heller ikke helt den samme tiltrækningskræft, som de havde engang.

Slet ikke når selv en gennemsnitlig Marvel-film ofte er mere spektakulær.

Jeg tror faktisk heller ikke, at John Ford havde været specielt imponeret.

På trods af en næsten uendelig række computeranimerede slag føles den bombastiske Midway, som en krigsfilm, der kommer mindst 60 år for sent.