Mellem linjerne anmeldelse: Så fransk som det kan blive

Det bliver ikke meget mere fransk end Mellem linjerne.

Den udtalelse er selvfølgelig en vild forsimpling af fransk kultur som helhed og fransk filmhistorie specifikt. For fransk film er selvfølgelig brogede og vidt forskellige.

Med lad os nu lige lade som om, at de næsten altid handler om kvikke folk, der snakker med hinanden på cafeer.

I den optik er Mellem linjerne så fransk, som det kan blive.

For jeg skal love for, at der bliver snakket i Mellem linjerne.

Og instruktør Olivier Assayas holder sig ikke kun til snak på cafeer, næh nej.

Han lader sine hovedpersoner snakke på de parisiske stræder og i den slags lyse lejligheder kun den kreative klasse kan finansiere.

De snakker på bogforlag, hvor en ven gerne vil have sin bog udgivet, og en anden ven helst vil afvise den.

De snakker til private fester over rødvin, og gør sig intellektuelle overvejelser over den digitale verdens indflydelse på gammeldags papirbøger.

Og så snakker de selvfølgelig i hinandens ægtesenge, men sjældent med deres egne ægtefæller.

Det er jo fransk det her.

Hvis det ikke efterhånden er klart, så er Mellem linjerne en af den slags traditionelle, intellektuelle komedier som henholdsvis Woody Allen og frankrig engang var storleverandører i.

Det er egentlig forfriskende, for den slags ser vi ikke så meget af i nyere tid, og når vi gør, er det ofte krydret med forfejlet moraliseren og påtagethed som i Perfect Strangers.

Det sker ikke i Mellem linjerne, der nok lader sine karakterer være utro på kryds og tværs og have eksistentielle kriser, men holder dramaet i kort snor til fordel for de skæve smil.

De hjælpes godt på vej af et veloplagt hold skuespillere sammensat af både nyere franske stjerner – med Vincent Macaigne i ynkelig og morsom våd-hund-tilstand – og ældre med Juliette Binoche i front.

De holder filmen fra at føles alt for støvet i instruktør Assayas’ velskrevne, men ikke ligefrem naturalistiske dialoger, der væver personernes indbyrdes forhold sammen med Assayas’ kæpheste som globalisering og kunst.

Det hele er selvsagt lidt højrøvet, men Assayas’ manuskript har alligevel overraskende stor succes med at menneskeliggøre karaktererne.

Imens holder Assayas’ sin instruktørstil afdæmpet og naturlig og tilføjer med succes endnu en genre til sin eklektiske filmografi.

Han holder sit fokus på det, der betyder noget: snakken.

At det hele måske virker lidt for bekendt og fordamper fra hjernen få minutter efter, det er slut, gør egentlig ikke så meget, mens det står på.

Og så bliver det altså ikke meget mere fransk.

Mellem linjerne er en veloplagt og vittig komedie, der må være det næstbedste efter en lang intellektuel samtale på en parisisk cafe.