Dronningen anmeldelse: Alice vs Dronningen

Måske skulle instruktør May el-Toukhys anden spillefilm Dronningen i virkeligheden hedde Alice.

Det er i hvert fald ikke et tilfælde, at Trine Dyrholms hovedperson, Anne, af flere omgange læser Lewis Carrolls klassiker Alice i eventyrland op for sine to små døtre.

Den bizarre historie om Alices rejse til en anden verden giver nemlig ekko hele vejen gennem Dronningen.

Lige fra det desorienterende åbningsbillede af en skov, der viser sig at være mere end det udgiver sig for, bliver Annes verden nemlig vendt på hovedet.

Præcis som Alice hvirvles den velrenommerede advokat ind i en slags parallel dimension. En verden hvor, som Anne selv beskriver det, det der ikke må ske, sker.

Det er en meget præcis beskrivelsen af Dronningen.

Anne indleder nemlig en affære med sin svenske mands søn fra et tidligere ægteskab, da den 17-årige utilpassede dreng flytter ind i parrets enorme villa, hvor også de to fælles yngre døtre bor.

Det er lidt af en skandaløs præmis Dronningen er centreret omkring.

Men selvom Dronningen byder på både højspændt drama og overraskende eksplicitte sexscener, så er filmen ikke den halvlumre erotiske thriller som plottet kan lyde som.

I stedet har May el-Toukhy skabt et intenst karakterstudie med en både fascinerende og frustrerende karakter i centrum.

For uden Trine Dyrholms Anne havde Dronningen ikke været det samme.

Dyrholm leverer en vildt imponerende præstation som den ustoppelige Anne, hvis omgivelser aldrig rigtig ved, hvor de har hende.

Er det en slags hævn over alle de mænd, der konstant kalder hende for kværulerende og impulsiv, at hun forfører sin stedsøn? Eller vækker han måske et begær, der er gået tabt i Annes ellers tilsyneladende harmoniske ægteskab?

Hverken Dronningen eller Anne giver et klart svar, men som filmen skrider frem udvikler hendes karakter sig – uden at sige for meget – i tiltagende modbydelige retninger.

Undervejs får Dyrholm leveret noget af karrierens bedste arbejde i en mere end almindeligt saftig rolle, der føles skræddersyet til skuespilleren.

Hun gør Anne til et menneske, som det er umuligt at tage øjnene fra.

Men Dyrholm hjælpes også godt på vej af det skarpe manuskript fra el-Toukhy og Maren Louise Käehne. Et manuskript, der giver fortællingen god tid til at folde sig ud, men som holder spændingen konstant lige omkring bristepunktet.

At Dronningen samtidig er usædvanligt stærk visuelt, gør den kun endnu mere hårdtslående.

Fotograf Jasper Spanning bringer dualiteten ind på billedsiden med masser af spejlinger – Alice i eventyrland husker du nok – og kontrasten mellem Annes kølige skandinaviske rigmandshjem og den varme, billedskønne natur, der lurer lige uden for døren.

Det kan måske lyde lige symbolsk nok, men alle bag Dronningen er fortalt for præcist og underspillet, til at det bliver for meget.

Tilsæt Jon Ekstrands minimalistisk usikkerheds-skabende musik og du har en film, der er lige så fortællemæssigt helstøbt, som den er stilfuld.

Så gør det mindre, af filmen når at bevæge sig forbi et par slutninger, der ville have været bedre end den, den ender på.

Især når det endelige portræt af Anne står så stærkt.

I filmens sidste del viser Anne sit sande ansigt og afslører, at filmens titel nok ikke er så skidt endda.

Måske er Anne nemlig slet ikke som den magtesløse Alice.

Måske er hun mere som en anden Lewis Carroll-karakter. En karakter, der impulsivt hugger hovedet af alle omkring sig for at bevare sin plads på tronen.

Dronningen hører til blandt årtiets bedste danske film. Et intenst karakterstudie bygget op omkring Trine Dyrholms måske bedste præstation.