Burning anmeldelse: Lige under overfladen
Hans popularitet taget i betragtning er det forsvindende få filmatiseringer, der er blevet lavet af den forfatter Haruki Murakamis værker.
Det kan da også føles umuligt at overføre Murakamis helt unikke stemning til levende billeder, selvom jeg tit har funderet over, hvad David Lynch mon kunne gøre med Murakamis fortællinger.
På trods af åbenlyse forskelle har de to en slags grundstemning til fælles.
Som hos Lynch føles virkeligheden hos Murakami nemlig som et tynd lag glasur over…noget andet.
Selv når den japanske forfatter ikke bogstaveligt lader virkeligheden fragmentere og lukker talende tudser eller drømmetydning af enhjørninge-kranier ind, så føles det som om den eller så mondænt beskrevne verden rummer mere end øjet kan se.
Men jeg tog fejl. Det var åbenbart ikke nødvendigt at hive Lynch ind for at lave en succesfuld Murakami-filmatisering.
Overlad det i stedet til koreanske Lee Chang-dong, der har forvandlet en af Murakamis helt korte noveller til både den bedste repræsentation af forfatteren på film og og en dragende thriller i sin egen ret.
I processen har Lee Chang-dong modificeret kildematerialet særligt i filmens sidste tredjedel, der forvandler Murakamis novelle til en slags kunstfilm-thriller.
Men det vigtigste er, at han har bevaret Murakamis forvrængende blik på virkeligheden.
For om noget, handler Burning om virkeligheden. Er den virkelig som den ser ud, eller er den defineret af øjnene, der ser?
Øjnene, der ser, tilhører unge Jongsu.
Han spilles fremragende af Yooh Ah-in, som en følsom, ung forfatterspire, der ser livet lidt på afstand.
En dag støder han tilfældigt på Haemi, der insisterer på at være Jongsus barndomsveninde, selvom han ikke kan huske hende.
De to fascineres af hinanden, men Jongsu gør intet for at vise sin interesse, og inden længe har hun mødt en anden: den lidt ældre og ekstremt velhavende Ben.
Jongsu har altså rigelig grund til at være jaloux, men det er som om, der også er noget andet galt med den ellers på overfladen gæstfrie Ben.
Det er ikke klart, hvordan Ben tjener sine penge. I en tilfældig samtale fortæller han, at han ikke kan huske nogensinde at have grædt, og så har han en vane med at brænde forladte drivhuse.
Og så har jeg sådan set næsten allerede afsløret for meget af Burning, der langt hen ad vejen udfolder sig som en hypnotisk omgang Hitchcock.
Med smukke naturalistiske billeder får Lee Chang-dong skabt en foruroligende grundstemning allerede lang tid inden plottet begynder at bevæge sig i forstyrrende retninger.
Det bevidst sænkede tempo kræver tålmodighed af sit publikum, men opbygger en fascinerende fornemmelse af tragedie rundt om hjørnet.
Samtidig krydres filmen med både litterære og musikalske referencer – fra William Faulkner til Miles Davis – på samme måde som Murakami også altid gør det.
Det betyder heldigvis ikke, at man skal være Murakami fan for at byde Burning. Faktisk er det måske næsten en fordel at vente med at læse den korte novelle filmen er baseret på, netop fordi Lee Chang-dong tager fortællingen i overraskende nye retninger.
Det hele kulminerer i en uforglemmelig slutscene, der gør det grusomt klart, at virkeligheden ikke altid er, som vi ser den.
Lee Chang-dongs smukke billeder skjuler en krakeleret virkelighed. Gådefuld, velspillet og stilfuld: Burning er den bedste Murakami-filmatisering til dato.
