Mod solnedgangen anmeldelse: Kunsten at se med andres øjne

På overfladen virker Mod solnedgangen som en film, der næsten ikke kan undgå at blive ulideligt sentimental.

En fotograf mister langsomt synet og forelsker sig samtidig i en kvinde, der laver kommentarspor, så synshandicappede også kan få glæde af film i biografen.

Det er en præmis, der – som et maleri af et grædende spædbarn – meget let kan drukne i sirupstyk rørstrømskhed.

Men Mod solnedgangen finder heldigvis det menneskelige i sin historie uden alt for overdreven sentimentalitet.

I hvert fald indtil slutningen.

Men inden det hele når så vidt, får instruktør Naomi Kawase heldigvis skabt en sart rørende lille film. Mod solnedgangen fortæller i sin egen afdæmpede tone en fin kærlighedshistorie, samtidig med at den udfolder sine egne simple, men søde, eksistentielle overvejelser.

Filmen introducerer os for Misako, en passioneret japansk kvinde, der bruger størstedelen af sin tid på at skabe beskrivelser af film for synshandicappede.

Mod solnedgangen bruger god tid på de testgruppe-diskussioner Misako deltager i, hvor synshandicappede skal vurdere kvaliteten af hendes ‘oversættelse’ af en kommende biograffilm.

Det er et klogt træk, for diskussionerne – hvor der tilsyneladende også medvirker virkelige synshandicappede – hører blandt de bedste scener i Mod solnedgangen.

Diskussionerne bliver hurtigt af filosofisk karakter. Hvilke ord skal Misako vælge, for at de synshandicappede visualiserer det rigtige. Hvor meget skal hun tolke filmens følelser, og hvor meget plads skal hun levne publikums egen fantasi.

Det er fascinerende spørgsmål, og Misakos arbejde gøres ikke nemmere af det japanske sprogs mange komplekse dobbeltbetydninger. For mig vækkede det minder om Mette Holms arbejde med at oversætte Haruki Murakamis bøger i Dreaming Murakami fra tidligere på året.

Som den film har Mod solnedgangen også overvejelser om kunst og oplevelsen af den. Misakos arbejde er på mange måder det samme som at lave film: en fortolkning og formidling af følelser.

Men en som følelserne ikke bider på, er den kritiske fotograf Nakamori, der i modsætning til resten af Misakos testgruppe stadig har en del af synet i behold.

Hans kyniske kritisk af Misakos arbejde fascinerer hende, og langsomt begynder de to at nærme sig hinanden privat.

Det viser sig at Nakamoris syn er på retur, og han sørger over sine tabte talenter som fotograf, mens Misako forsøger at få ham til at sætte pris på nuet.

Og det er egentlig det.

Naomi Kawase udfolder sin film i smukke naturalistiske billeder og har held med at undgå unødvendige komplikationer af sin enkle fortælling.

Af de to er det især Masatoshi Nagase – som Jim Jarmusch fans nok vil genkende som instruktørens gentagende japanske indslag – der gør sig bemærket, som den indestængte fotograf, der skal indse, at hans liv fortsætter, selvom det er grundlæggende forandret.

Det kæntrer heldigvis ikke filmen, at sentimentaliteten svulmer op til sidst. Hele to dramatiske scener foran en nedgående sol er muligvis lidt for meget for mig.

Men de sympatiske ideer og velspillende skuespillere, gør alligevel Mod solnedgangen til en betagende lille oplevelse.

Mod solnedgangen er en sart og blid kærlighedshistorie, der minder en om gevinsterne ved at kunne se gennem andres øjne.