Den of Thieves anmeldelse: Heat er en god film

Jeg er ikke sikker, men jeg tror instruktør Christian Gudegast har cirka samme forhold til Michael Manns Heat, som jeg har.

Jeg er ret sikker på, at han også synes, at det er en af de allerbedste kriminalfilm nogensinde.

Jeg er også ret sikker på, at han med Den of Thieves har haft lyst til at hylde Manns film om en gruppe karrierekriminelle bankrøvere i Los Angeles og politiefterforskeren, der er lige i hælene på dem.

Altså, jeg kan selvfølgelig ikke være helt sikker.

Men Gudegast har i hvert fald lavet en film om en gruppe karrierekriminelle bankrøvere i Los Angeles og politiefterforskeren, der er lige i hælene på dem.

I Manns film var det som bekendt Robert De Niro og Al Pacino, der var to hårde mænd på hver sin side af loven.

Denne gang er de blevet vekslet til Gerard Butler og Pablo Schreiber som, ja, to hårde mænd på hver sin side af loven.

Det er – uanset hvor meget man så kan lide Schreiber og Butler – et bytte, der er lidt ligesom at få for lidt fremmed valuta tilbage for sine kroner, inden man skal på ferie.

Men så slemt er det altså heller ikke. Og det gælder egentlig for hele filmen.

Gerard Butler spiller en stor fed kliche af en af usoigneret korrupt betjent, men han er faktisk ret god i rollen. Jeg havde næsten helt glemt, at der var engang hvor der var store forhåbninger til Butler.

Det havde han måske også.

Men i Den of Thieves er han altså god som “Big” Nick O’Brien. Den type betjent, der lige snupper en donut fra den blodtilsølede bager-æske på gerningsstedet.

Han er en rigtig film-betjent af ‘King Koing ain’t got nothing on me!’-typen.

I De Niros rolle er solide Pablo Schreiber som den drevne kriminelle med ambitioner om at røve selveste Federal Reserve Bank midt i L.A.

Han får ikke helt så meget opmærksomhed som Butler, hvis dysfunktionelle hjemmeliv får god plads fordi…

Ja, altså, lad mig være ærlig, fordi sådan var det også i Heat.

Det bliver aldrig sådan rigtigt gribende, men Butler gør det alligevel underholdende nok.

Og sådan er det egentlig generelt med Den of Thieves. Den lever ikke op til sit forbillede, men den fungerer egentlig fint som den andenrangs rip-off den er.

Nej, skyderierne på L.A.’s gader lever selvfølgelig ikke op til Manns mesterligt udførte actionsekvenser.

Instruktør Gudegast har simpelthen ikke Manns absurde visuelle overlegenhed.

Men han kompenserer med en veludført kupsekvens. Også selvom den – med sine LED-lysende EMP-apparater og belejligt placerede ventilationsskakter – er mere Olsen Banden eller Mission:Impossible, end den er hårdkogt Heat-action.

Til sidst bliver det rigtigt fjollet, da Gudegast lader sig inspirere af en anden 90’er krimi-klassiker i en, øh, lad os bare sige unødvendig, men dog underholdende afslutning.

Så ja, Den of Thieves er en skamløs kopi. Den kopierer til gengæld en film, der er så ambitiøs, at det ikke kan undgå at smitte lidt af.

Christian Gudegast kan ikke helt konkurrere med sine forbilleder.

Men han har altså god filmsmag.

Den of Thieves er et usædvanligt ambitiøst kriminaldrama. At ambitionen hovedsageligt er at lave en tro kopi af Heat, betyder egentlig ikke så meget, når nu filmen er så skamløst underholdende.