Vogter anmeldelse: Den skyldige

Man ved, at en instruktør — og en manuskriptforfatter — har nogle temaer og ideer de vil udforske på tværs af film, når den velvalgte titel på deres debutfilm kan passe lige så godt på opfølgeren.

For som i Den skyldige bliver pilen i Vogter ved med at dreje rundt for at finde…den skyldige…uden helt at kunne falde til ro.

Er det mon den indsatte Mikkel, der har begået et grumt mord, eller er det fængselsbetjenten Eva, der på hævnmission overføres til Mikkels afdeling.

Samme dobbelt og trippelbetydning er i den egentlige titel på Gustav Möllers nye følelsesladede thriller Vogter, der er cirka en lige så imponerende opfølger, som Den skyldige var en imponerende debut.

Måske næsten endnu mere imponerende.

For Vogter beviser om noget, at Den skyldige ikke var en engangsforestilling.

Gustav Möller udviser nemlig igen de samme styrker — denne gang på et større lærred — på baggrund af Möller og Emil Nygaard Albertsens polerede og gennemtænkte manuskript.

Endnu engang er præmissen klar og fængende — hvad hvis en morder fik en af de efterladte som fængselsbetjent — og endnu engang får Möller vredet overraskende mængder følelsesmæssig tyngde, psykologisk indsigt, etiske spørgsmål til samfundet og selvfølgelig grundlæggende spænding ud af materialet.

Det er fandeme noget af en præstation for en instruktørs anden spillefilm.

Apropos præstationer.

Sidse Babett Knudsen leverer noget af sit bedste arbejde hidtil — i en karriere der ellers tæller utallige imponerende roller — som fængselsbetjenten Eva.

Eva fremstår som en boblende gryde, der kan koge over hvert sekund. Nærbillederne af Sidse Babett Knudsens sitrende skuespil er billetprisen værd i sig selv.

Men hun støttes mildest talt af stærke kræfter omkring sig.

Sebastian Bull er skiftevis skræmmende og uudgrundelig som den indsatte Mikkel, mens Dar Salim og Jacob Lohmann dukker op i vigtige biroller, der spejler Eva på forskellig vis.

For det hele handler om Eva.

Som i Den skyldige er perspektivet stærkt fæstnet til en enkelt person, og Vogter forlader stort set aldrig hendes synsvinkel.

Det forstærkes af fotograf Jasper Spannings klaustrofobiske billeder, der ofte kigger på sine hovedpersoner igennem en dør eller på den anden side af et vindue.

Der er langt mellem menneskene i Vogter, og når billederne ikke rækker til at vise det, træder lyden til.

For selvom lyden måske ikke er lige så flashy som i Den skyldige, så er den mindst lige så afgørende og udtryksfuldt brugt.

Filmens fængsel er et sanseligt, nøgleklirrende isoleret univers, og karaktererne er til stede på lydsiden, også når de ikke er det i billedet.

Resultatet er en film, der er en ægte filmisk oplevelse. Et univers som nok har rødder i virkeligheden, men kun kan opleves præcis sådan her i biografen.

Det støttes af Jon Ekstrands musik, der skaber sitrende uro, inden det folder sig nænsomt og smukt ud, som for at favne karakterernes smerte.

Imens lurer den latente trussel om vold lige om hjørnet, i en grad jeg ikke har set i dansk film siden Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi.

Gustav Möller forstår præcis, hvad der skal vises, og hvad der skal tilbageholdes, for at skabe en grundstemning af brutalitet.

En brutalitet, der er nødvendig for at illustrere filmens grundlæggende humanistiske pointer.

For under den stærke thriller-stemning lurer et spørgsmål om samfundets — og individets — behandling af vores allermest udsatte.

I den sammenhæng er det nemt at leve med, at filmen strækker sin troværdighed en smule undervejs til fordel for den følelsesmæssige slagkraft.

En slagkraft der gør, at man går ud af biografsalen med et helt nyt syn på både vogtere og skyldige.

Instruktør Gustav Möllers trykkoger af en thriller ville være en stor filmoplevelse, selv uden Sidse Babett Knudsens brillante præstation.