Underverden II anmeldelse: Kongens efterfølger
Vi var en del danske filmanmeldere, der i 2017 havde travlt med at udråbe Underverden til at være kongen af dansk film.
Det var egentlig ikke så mærkeligt.
Den stilfulde blanding af dybfølt drama, samfundsmæssigt bid og hårdkogt genrefilm føltes ikke alene som en kold brise over en svedende dansk filmkultur, den var så vellavet, at den uden problemer kunne sammenlignes med sine egne internationale forbilleder.
Så god er Underverden II ikke.
Hvis Underverden er kongen, så er Underverden II kongens efterfølger.
Faktisk er Underverden II på alle måder en efterfølger. En efterfølger, der gør sig umage for at fortælle en historie, hvor der ikke nødvendigvis var en historie at fortælle.
En efterfølger der — på trods af en smukt eksekveret billedside af Peter Riis — ikke helt kan leve op til Kasper Tuxens blændende fotografering fra den første film.
En film hvor symbolik om konger på toppen af byen og andre konger i bunden, ikke fungerer nær så godt, som da vi så den første gang.
Og værst af alt, en efterfølger der afvikler sig selv både kluntet og forhastet, lige når det hele burde eksplodere.
Det lyder måske, som om Underverden II ikke er værd at se.
Det passer ikke.
For husk nu. Det er svært at være kongens efterfølger.
Det er mest i sammenligning med originalen, at Underverden II blegner.
For fra et nervepirrende indledende attentat midt i København til den afsluttende nævekamp er Underverden II et både ambitiøst og underholdende bekendtskab.
Anders Nylander Thomsens arbejde med de korte men hårdtslående actionscener, er omend endnu mere imponerende end i den første film.
Og som altid med instruktør Fenar Ahmads film ligner Underverden II mange flere millioner, end den egentlig har kostet.
Ahmad viser også igen sin sans for drama, når han gør den ellers noget utroværdige undercoverhistorie, til en oprigtigt rørende fortælling, om en far der forsøger at finde en forbindelse til sin søn.
At dramaet fungerer så godt, som det gør, skyldes også, at Dar Salims tilbagevenden til rollen som Zahid hører blandt hans bedste.
Med en bjørneagtig fysik — og indledende et stort fængselsfuldskæg — indtager han nemt pladsen som en af dansk films største filmiske badasses.
Men det er hans skiftevis indadvendte og eksplosive skuespil, der gør karakteren menneskelig.
Det samme gælder for det nye crew af banditter, som Zaid af PET får til opgave at infiltrere.
Ahmad har succes med at give dem alle tilpas personlighed, samtidig med at en mængde af dem føles intenst farlige.
Balancen mellem den højnede actionverden og det jordbundne drama er ikke altid balanceret, men særligt filmens første del — der hovedsageligt udspiller sig i fængslet — står virkelig stærkt.
Og som den første film vækkes det hele til live, når filmen periodevis eksploderer i karakteristisk udansk action.
Det er svært at få nok af, også selvom actionscenerne denne gang ikke føles helt så integrerede i filmens fortælling.
Havde undercover-præmissen været mindre forudsigelig og mere troværdig, så kunne Underverden II have delt tronen med sin forgænger.
Men det behøver altså ikke være dårligt at være kongens efterfølger.
Underverden II er et stærkt underholdende gangsterdrama med noget af det bedste action Danmark har budt på, også selvom den ikke helt kan leve op til sin forgænger.
