Triangle of Sadness anmeldelse: Bekymringsrynken

Ret tidligt i Ruben Östlunds nyeste film bliver en ung mandlig model bedt om at glatte sin ‘triangle of sadness’ ud.

Det viser sig at være pandeområdet mellem øjenbrynene.

Det område ville jeg ikke selv have en chance for at rette ud. Jeg har en fure så dybt og permanent indlejret, at der nemt kunne være etableret en lille landsby et sted dernede.

Bekymringsrynken kalder jeg den.

Men bekymringsrynker er der altså ikke plads til, når de rige skal blive rigere.

Og der er heller ingen tvivl om, at Östlund i sin nyeste film gerne vil sige, at kapitalismen har skabt et samfund, hvor dem på toppen har en hel del færre bekymringsrynker end dem i bunden.

Og selv om Triangle of Sadness også er hylesjov, så vil den gerne selv gøre sit publikums bekymringsrynker en tand dybere.

Det lykkes, men forsøget er desværre også en film, der har det med at tale med lidt for store bogstaver i lidt for lang tid.

For mig står Triangle of Sadness ikke så stærkt som Östlunds første guldpalmevinder The Square.

Den film havde også en tendens til at skære sit budskab ud i pap — se bare den tidlige scene hvor en halvdød hjemløs på gaden og en sælger af velgørenhed sættes i kontrast med alle de andre egoistiske smartphone-afhængige på gaden.

Det var for meget. Så skåret ud i pap, at budskabet ironisk nok står svagere.

Og Triangle of Sadness er på mange måder som en lang udgave af netop den scene.

Östlund bruger sine karakterer som marionetter, når han lader en mega-rig russer diskutere med en fordrukken Marxist, og filmens budskab bogstaveligt runger ud gennem et højttalersystem.

Det er for kluntet. Som om et par øjne ekstra på filmens manuskript kunne have løftet løjerne.

Det gælder også for filmens sidste akt, der meget bastant vender op og ned på verdens hierarki. Hvad sker der, når de magtesløse pludselig står med al magten, og når de rige pludselig skal klare sig uden penge?

Der sker selvfølgelig det, der sker i alle Östlunds film. Under den polerede overflade er mennesket klynkende dyr.

Selv Jeff Bezos skider og kaster op.

Samtidig forstår jeg jo godt, at Triangle of Sadness har fundet den store hammer frem. For den har jo ret. Selvfølgelig har den det.

Fordelingen af magt og penge er så ulideligt uretfærdig, at det ikke er så sært, at vi er en hel del med permanente bekymringsrynker.

Og så er det altså kun i sammenligning med sig selv, at Östlund fremstår skuffende.

For Östlund er en stor instruktør. Selvom Triangle of Sadness på mange måder er en mere strømlinet gentagelse af tidligere film, så er den stadig en fantastisk filmisk oplevelse.

Hver eneste scene summer med menneskelig akavethed, så tæerne krøller sig permanent sammen i skoene.

Scenografien er perfekt realistisk, mens kameraet holder publikum nok på afstand til at det hele føles som en bizar naturdokumentar.

Imens gør det fremragende lyddesign løjerne til noget så sjældent som en alvorligt biografværdig komedie.

Og som i The Square når enkeltscener suveræne højder.

Filmens første del — et luksuscruise fyldt med verdens elite — leverer flere af årets sjoveste scener.

Løjerne peaker med en sekvens, du måske allerede har hørt om, der føles som en krydsning af det bedste fra Luis Buñuel og Jackass.

Den er simpelthen kvalmende genial.

Så er det til at leve med, at filmen som helhed ikke når helt de samme højder.

Men forvent ikke at få glattet din egen ‘triangle of sadness’ ud undervejs.

Decideret genialt udførte scener formår ikke helt at skjule, at Triangle of Sadness skærer sit budskab lidt for meget ud i pap.