Titanic anmeldelse: Et FÆNOMEN

Da Titanic oprindeligt ankom til biograferne var det et FÆNOMEN så stort, at det kun kan skrives med store bogstaver.

Jeg kan helt ærligt ikke huske en film i min levetid, hvis premiere havde samme effekt.

Alle talte om Titanic. Alle skulle se Titanic.

Jeg var kun 12 år, og endte sådan lidt tilfældigt med at se filmen tre gange i den lokale provinsbiograf med forskellige familiemedlemmer.

Med næsten halvanden million solgte billetter, er den da også stadig den mest sælgende film i de danske biografer nogensinde.

Og med kyniker-kasketten på mit store hoved, er det da også rimeligt nemt at se, hvordan Titanic kunne have så bred appel.

En katastrofefilm, der på samme tid er en tårerperser af karat, en historisk skildring og et banebrydende actionpakket filmteknisk vidunder med to unge skuespillere i hovedrollerne på kanten af at være superstjerner og med udseende mere end perfekt til alskens Vi Unge-plakater?

Jeps, der er lidt til alle i Titanic.

Men det er altså også bare en exceptionelt god film.

Som alle James Camerons film føles den som en enorm betonklods. Ja, den er firkantet af helvede til, men den har også tyngde og imponerende soliditet.

Som manuskriptforfatter forvandler Cameron den sande Titanic-tragedie til et melodrama om ung kærlighed, som det er næsten umuligt ikke at blive revet med af.

Som instruktør har han et vanvittigt fokus på historiske detaljer, der lader den spektakulære actionsekvens, som sidste halvdel af Titanic er, fremstå uhyre troværdigt.

Titanic er stadig en filmteknisk masterclass, hvis lige kun kan findes i storfilmene fra Hollywoods guldalder. Filmen er indbegrebet af spektakulær, og fremstår til tider som en ren fejring af filmmediets evner i lyd og bevægelse.

At karaktererne er flade ligger ligesom lidt i de melodramatiske kort, men det hjælper at to af den generations bedste skuespillere er i hovedrollerne.

Kun den skurkagtige Billy Zane, øh, jeg mener den skurkagtige Cal Hockley, træder over grænsen fra velfungerende arketype til fjollet karikatur.

Cameron finder dog plads til mere end det spektakulære og melodramatiske. Han glemmer kun sjældent at det er en sand tragedie, der danner baggrund for hans romance.

Det sorte hav fyldt med frosne døde, og de angstplagede ansigter, som Russel Carpenters kamera hiver ud af de enorme mængder, er rædselsvækkende og hjerteskærende.

Og for fanden altså, så er den jo bare skide romantisk.

James Horners storladent melankolske musik skal nok få hevet tårer ud af mange øjenkroge, også i 2018.

70mm udgaven af Titanic er til gengæld ikke i sig selv nogen stor forbedring af oplevelsen, ud over at det er hyggeligt at se filmen på ægte knitrende film igen.

Det er utroligt at det kun er enkelte af den nu 21 år gamle films effekter, der viser aldringstegn.

Chancen for at se Titanic i biografen er værd at gribe.

Alt ved den er for stort til hjemmebiografen. Om det så er Winslet eller DiCaprios smil, eller den højdeskræksfremkaldende finale. Titanic er en film, der skal ses stort og larmende.

Titanic er en kæmpe klods: stor, uperfekt og helt fantastisk.

Et FÆNOMEN.

Titanic holder stadig. James Cameron har med lige dele tårepersende melodrama og filmteknisk genialitet skabt en udødelig klassiker. Som Celine Dions hjerte fortsætter den sgu nok for evigt.