The Square anmeldelse: Östlunds univers
Indtil videre virker det som om, svenske Ruben Östlund kun har en ting at fortælle.
Senest fortalte han det gennem en familiefar, der passer på sit eget skind, da hans familie trues i Force Majeure.
Nu fortæller han det så igen – og igen og igen – i The Square. Det er ikke fordi det er banebrydende det han fortæller.
Det er det ikke.
Ruben Östlund vil nemlig gerne fortælle at alle vi mennesker bare er dyr. Vi forstiller os med familieroller, politiske værdier, idealer og forhold, men inderst inde er vi bare små skælvende abedyr, der, når vi presses, opererer udelukkende på dyrisk instinkt.
Det har vi hørt før.
Men på film er det ikke så meget, hvad der bliver sagt, men hvordan det siges.
Og Ruben Östlund ved lige præcis, hvordan han skal sige det.
Denne gang er det ikke kønsroller og faderdyret, der skal dissekeres. Ikke kun i hvert fald.
Östlund nyeste offer er kunstnerisk chef på et moderne svensk kunstmuseum. Han hedder Christian og spilles helt genialt af danske Claes Bang.
Christian er midt i at lancere en ambitiøs ny udstilling: The Square. Ved hjælp af blandt andet lysende firkanter skal udstillingen sige noget dybt og idealistisk om næstekærlighed og tillid mellem mennesker.
I realiteten kommer udstillingen selvfølgelig til at afsløre manglen på alle de kvaliteter hos alle involverede.
Faktisk er rammehistorien om udstillingen mest af alt en undskyldning for at skabe en række næsten sketch-agtige scener. Scener hvor Christians højtravende tanker og ideer konstant undermineres af den virkelige verden.
Hvis det lyder vagt, så er det med vilje. Ideerne i The Square er så skarpe og så tåkrummende pinlige i deres udførsel, at de skal ses i biografen og ikke afsløres på skrift.
The Square tordner ud af startlugen med fuldstændig manisk energi og er ambitiøs som få andre.
Resultatet er en film, der både er en af årets ubetinget sjoveste, men som også spidder menneskeligt hovmod lige der, hvor det gør mest ondt.
Östlunds visuelle stil gør oplevelsen lidt ligesom at stirre ind i et akvarium fyldt med mennesker. En slags naturdokumentar om moderne menneskers mest ydmygende øjeblikke.
Sammen med de fabelagtige skuespillere skaber Östlund scener, der simpelthen pulserer af liv.
Claes Bang leverer en helt fantastisk figur i Christian. På overfladen den perfekt følsomme intellektuelle, men nedenunder lige præcis det modsatte.
Han får sublimt samspil fra Elizabeth Moss som journalisten Anne. Også danske Christopher Læssø leverer varen i Östlunds univers.
Ruben Östlund er allerede blevet sammenlignet rigeligt med landsmanden Roy Andersson, men i sine mest bizarre øjeblikke minder The Square faktisk mere om surrealisten Luis Buñuel.
Desværre holder The Square ikke helt dampen oppe til sidste sekund, som Buñuel ville have gjort det. Filmen er måske lige lovligt glad for sig selv. Af samme grund svulmer den op til en spilletid på næsten to en halv time.
Det betyder desværre at rulleteksterne først dukker op 20 minutter efter filmens klimaks – ja, det fra plakaten – der er så genialt, at alt efter blegner lidt i sammenligning.
Af samme grund er The Square måske ikke Östlunds mesterværk, men hvis det aldrig kommer, så er The Square altså mere end rigeligt.
The Square er ubetinget en af årets vildeste og sjoveste biografoplevelser. Ruben Östlund overgår sig selv med en kavalkade af suverænt underholdende og overraskende scener i en film så skarp, at man skal passe på, at man ikke skærer sig.
