The Shape of Water anmeldelse: Guillermo del Toro og de dårlige film

Jeg tror, at de fleste filmnørder har det som mig med mindst en eller to instruktører.

At de ikke kan lave dårlige film.

Sådan har jeg det med Guillermo del Toro. Han har ikke lavet en eneste dårlig film.

Med nogle års mellemrum får filmverdenen igen øje på del Toros genialitet. Det er især sket med instruktøren mexicanske og spanske produktioner: Debuten Cronos, spøgelseshistorien The Devil’s Backbone og selvfølgelig anmelder-darlingen Pan’s Labyrinth.

Men jeg har fundet noget at elske i alle del Toros film. Også den ubetinget dårligste; den massakrerede monsterfilm Mimic.

Og for det meste har jeg bare elsket alt ved dem.

Guillermo del Toro har som få andre evnet at pendulere mellem mere kommercielle produktioner, som Hellboy-filmene, Blade II og Pacific Rim, og de mindre tilgængelige og endnu mere personlige – jeg siger endnu mere personlige, for del Toros projekter er ALTID personlige.

The Shape of Water lander lunt i midten mellem kommercialitet og kunstfilm. Den har alle del Toros besættelser og kunne ikke være lavet af nogen andre, men den er også publikumsvenligt engelsk-sproget og funderet i en – omend ukonventionelt – crowd-pleasende romance.

En af de helt store styrker ved The Shape of Water er dens ekstremt elskelige karakterer. Det er karakterer, der er så fantastiske, at jeg får lyst til at se filmen igen bare for chancen for at hænge lidt ud med dem.

Først og fremmest er der selvfølgelig Elisa. En stum kvinde der gør rent på et regerings-laboratorie. Hvis ikke Sally Hawkins bliver en stor mainstream-stjerne efter hendes nuancerede præstation som Elisa, så findes der ikke retfærdighed.

Kun ved hjælp af kropssprog og mimik får Hawkins skabt en helt unik karakter. En hjertevarm outsider, der ikke helt ligner noget, jeg har set på film før.

Som om Elisa ikke er rigeligt til at smelte hjerter, så bor hun ved siden af – og er bedste ven med – Giles, spillet af en af Hollywood måske mest elskelige karakterskuespillere Richard Jenkins.

Giles siger selv, at han enten er født for sent eller for tidligt. I virkeligheden er det nok begge dele. Hans traditionelle reklame-plakatkunst er ved at være forældet, mens han som homoseksuel mand er mindst et par årtier for tidligt på den til at blive bare nogenlunde accepteret.

De to kunne alene have båret en fin dramatiske komedie, men The Shape of Water er trods alt en Guillermo del Toro film, så monstre må der til.

Et vandvæsen fundet i Amazonas jungle bringes ind på Elisas arbejdsplads, og de to outsidere tiltrækkes hurtigt til hinanden.

Altså, sådan rigtigt tiltrækkes.

The Shape of Water er nemlig en romance mellem en kvinde og et vandmonster.

Det er nok en kamel en del af publikum lige skal sluge, men det ender med at være en smuk hyldest til kærligheden.

Hos del Toro er det nemlig aldrig monstrene, der er monstrene. De virkelig monstre er altid mennesker.

Denne gang er det Michael Shannons oberst Richard Strickland, der er det egentlig monster. En militær-psykopat skabt af ægte americana, der ustoppelig forsøger at stoppe Elisa fra at befri væsnet.

Han leverer filmens egentlige gys. For hvis du tror, at der ikke skal gyses i Guillermo del Toros ellers måske sødeste film, så tager du fejl. Et par brutale øjeblikke stikker hovedet frem, når du mindst venter det.

De slår ekstra hårdt, fordi The Shape of Water ellers er så frydefuld en filmoplevelse. Dan Laustsens præcise kamerabevægelser og smukke lys bringer et alternativt Amerika anno 1962 til svimlende live.

Der kan spores inspiration fra både klassisk Hollywood, musicals, Terry Gilliam, Jean-Pierre Jeunet, Bioshock og Fallout. Men det endelige udtryk er så utvetydigt originalt, at det føles som et kig ind i del Toros sind.

At kalde The Shape of Water instruktørens mest stilrent gennemførte film lyder voldsomt i betragtning af hans bagkatalog, men det passer.

The Shape of Water har hjertet uden på tøjet, og der er utvivlsom en del, der vil synes, at den er lige kvalmt pudseløjerlig nok.

Men for mig ramte den plet.

Som et smukt digt hylder den kærligheden som menneskers evne til at acceptere hinandens særheder.

Hos del Toro forvandles uhyret ikke til en kedelig prins.

Hos ham er vi alle skønne udyr.

The Shape of Water er en af Guillermo del Toros bedste film, og det siger ikke så lidt. Svimlende romantisk, visuelt betagende og født til at blive en klassiker. Det er en film, der kalder på anmelderfloskler, så det skal den få: The Shape of Water er et mesterværk. Den er ren filmmagi. Så simpelt er det.