The Nun anmeldelse: Halløj i gyserklostret

Jeg kan ikke helt finde ud af, om The Nun eller Annabelle er dårligst.

Annabelle er en komplet ubehjælpelig film, mens The Nun skruer så højt op for gyser-klicheerne, at den næsten bliver kitschet.

Det er egentlig også lige meget, hvilken film der er dårligst.

Pointen er, at afstikkerne til The Conjuring-filmene endnu ikke har vist sig at være andet end en billig måde at lokke gyserfans penge op af lommen.

Det virkede ellers som om, kursen blev rettet ind med den relativt veloplagte Annabelle 2: Skabelsen, men The Nun gør desværre sit allerbedste for at bevise, at det var en engangsforestilling.

The Nun sætter – hvis du skulle være i tvivl – fokus på den dæmoniske nonne fra The Conjuring 2. Hvis du ikke kan huske hende, så er det hende der ligner Marilyn Manson i en nonnekåbe cirka anno Mechanical Animals.

Det er måske ikke en helt fair beskrivelse, for der er faktisk noget ganske creepy på den Halloween-agtige måde over den særprægede nonne spillet af den mindst lige så særprægede Bonnie Aarons.

Det er i øvrigt hende som filmfans vil kende som bumsen bag cafeen i Mulholland Drive i en af David Lynchs mest hjertestoppende uhyggelige scener.

Det er et eksempel på den slags tilfældige fakta, jeg har plads til at servere for dig, når jeg ikke rigtig har lyst til at tale, om den film jeg skal anmelde.

Men der er ingen vej udenom.

Det hele finder sted i Rumænien i starten af 1950’erne. En nonne begår selvmord i et mystisk isoleret kloster og Vatikanet sender en præst og en nonne afsted for at undersøge sagen.

De slår sig sammen med en lokal kæk fyr med en af filmhistoriens mere absurd falske accenter.

Sammen tager de turen til klosteret, der ser ud til at lægge et sted mellem Grev Draculas slot og Dr. Frankensteins laboratorie.

Instruktør Corin Hardy har nemlig slået op på første side i den store bog om gotisk horror i sin tilgang til The Nun. Her er massevis af krybende tåge, mørke slotskældre, skumle krucifikser og gravsten.

Desværre ligner det hele mere et virkelig flot pyntet hus op til Halloween, end det ligner en egentlig biograffilm.

De stakkels skuespillere bevæger sig rundt på de samme fem lige lovligt kunstige kulisser med forskræmte ansigtsudtryk, mens den alt for spinkle historie slet ikke kan bære spilletiden.

I starten er der lidt charme i den kitschet gammeldags gyserstil, men da den spinkle historie stort set er udfoldet et kvarter inde i filmen er det svært at holde opmærksomheden.

Derefter følger de fleste scener samme mønster. En af vores hovedpersoner ser en skikkelse, følger efter skikkelsen ned ad en lang gang/ ind i en mørk skov og finder så nogle HØJE LYDE.

For en film, der hedder The Nun, er den berygtede nonne også forsvindende lidt med. Måske et forsøg på at opbygge mystik? Men det eneste der rigtigt indfinder sig, er kedsomhed.

Enkelte scener vækker minder om den visuelle og auditive opfindsomhed som franchisens skaber James Wan plejer at være behændig med. Men som en klodset prolog og epilog, der forbinder The Nun med The Conjuring 2, minder det kun om, hvor meget dårligere The Nun er end sit ophav.

Jeg spår, at selv de mest gyserhungrende teenagere vil gå lettere skuffede ud af biffen, mens ældre gyserfans, som undertegnede, virkelig bare skal holde sig væk.

Da The Nun mod slutningen laver plotafsløringer, som jeg troede var åbenlyse dele af historien fra start af, og forvandler sig til en omgang andenrangs eventyrfilm ala The Mummy, var jeg stået helt af.

Hvis The Conjuring-universet skal fortsætte, så skal det være meget bedre end det her.

Jeg giver The Nun to Whoopie Goldbergs i Halløj i klostret ud af seks Pingvinen fra Blues Brothers.

The Nun lever slet ikke op til sit ophav, og begår den største synd af alle for en gyserfilm: den er kedelig.