The Irishman anmeldelse: Fra Copacabana til plejehjemmet

Nej, Martin Scorsese holder ikke med gangsterne.

Det gjorde han ikke i Mean Streets, Casino eller i filmen der for evigt forbandt mesterinstruktøren med speedsnakkende italiensk-amerikanske gangstere: Goodfellas.

Det gør han heller ikke i sin tilbagevenden til genren The Irishman – eller den bedre titel som Scorsese selv skriver på lærredet to gange I Heard You Paint Houses.

Men forskellen fra Goodfellas til nu er til at tage og føle på. Denne gang er der næppe nogen, der vil se Scorseses hovedpersoner som voldsglorificerende idealer – også selvom de heller ikke var det dengang.

Forskellen er klar fra start.

Hvor Scorseses perfekt eksekverede kameratur i Goodfellas fulgte sin velklædte gangster Henry Hill ind på den glamourøse Copacabana-klub, så finder den perfekt eksekverede kameratur i The Irishman sin gangster Frank Sheeran som en sølle skabning i kørestol på et plejehjem.

Herfra fortæller Sheeran om sit liv som uundværlig håndlanger for Bufalino-’familien’ og hans tilknytning til fagforenings-ikonet Jimmy Hoffa.

Og selvfølgelig hans mulige involvering i sidstnævntes stadig uopklarede forsvinden.

Det hele er baseret på Charles Brandts bog – I Heard You Paint Houses – baseret på den virkelige Sheerans tilståelser.

I virkeligheden er tilståelserne tvivlsomme, men det interesserer ikke Scorsese.

Instruktøren er nemlig ikke nær så interesseret i virkelighedens Sheeran, som han er i karakteren Sheeran.

En brutal sociopat, der med misplaceret loyalitet bliver massemorder i ‘familiens’ tegn.

Hvordan påvirker den slags et liv – ikke mindst når døden endelig banker på ens egen dør?

The Irishman er en film om forkerte beslutninger og fortrydelse ved slutningen af livet, og måske netop derfor er det så passende, at det på alle måder er de aldrende koryfæers film.

For at kalde rollebesætningen med Robert De Niro i front for en stjerneparade er lidt af en underdrivelse.

Al Pacino, Harvey Keitel og selveste Joe Pesci, der har afbrudt sin selvvalgte pension for at være med i The Irishman.

De spiller alle fremragende, og med den tyngde, der kun kan leveres af alder.

Derfor er det også ironisk, at netop alder bliver filmens hæmsko.

For de gamle gutter er i store dele af The Irishman digitalt forynget netop for at kunne skildre et helt menneskeliv.

Og effekterne er ikke altid lige sømløse.

Men selvom det er distraherende, særligt i filmens første del, så skal der alligevel mere til at slå The Irishman af kurs.

Scorsese skaber som altid liv i hver eneste scene, og den faste klipper Thelma Schoonmaker får filmens monumentale spilletid til at flyve forbi.

Tempoet er højt, og alle skuespillere er uhørt veloplagte, mens Scorsese væver sin fortælling sammen hjulpet godt på vej af et fantastisk soundtrack.

Men det, der virkelig løfter The Irishman til en af de helt store film på Scorseses CV, er den sidste del.

Her vender Scorsese tilbage til plejehjemmet og den nu aldrende gangster.

Sheeran må se sit livs beslutninger i øjnene, og filmen bliver sammen med ham mere tavs og introspektiv.

Det er en bravur-præstation fra den aldrende De Niro, der perfekt får vist, hvad den gamle gangster har at vise fra et liv i kriminalitetens tjeneste.

Absolut ingenting.

Nej, Martin Scorsese holder ikke med gangsterne.

Martin Scorsese sætter en elegant streg under hele sin filmografi med en mesterlig gangsterfilm befolket af ikoniske skuespillere.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer