The Happytime Murders anmeldelse: Spild af filt
Forestil dig det her:
En verden befolket af billige kopier af The Muppets, men de opfører sig ikke som de plejer.
Nej, de her Muppet-wannabes dyrker sex, drikker sig fulde, ser porno, bander og slår hinanden ihjel.
Lyder det som noget, der kan få dig til at grine? Så har jeg en filmanbefaling!
Du skal da se Peter Jacksons groteske dukke-mareridt Meet the Feebles fra 1989. Den har alle de forbudt for børn dukker, du kan ønske dig.
Du skal til gengæld ikke se den sløset usjove The Happytime Murders. Det har jeg jo allerede gjort for dig.
For der er virkelig ikke meget at komme efter i Brian Hensons – jeps, den Henson, det kommer vi tilbage til – bud på en voksen-udgave af The Muppets.
Det bedste jeg kan sige om The Happytime Murders er, at den har et univers med potentiale. Hånddukker og mennesker lever side om side i et noir-agtig Los Angeles, hvor dukkerne er andenrangsborgere kendt for at underholde.
Ok, du har ret, det er tyvstjålet fra den mesterlige Roger Rabbit, og The Happytime Murders er ikke engang tæt på at være så god en film.
Men den har alligevel enkelte sjove ideer om hvordan verden ville se ud, hvis dukker levede iblandt os. Iturevet filt bliver lige så grusomt som blodige indvolde, og de søde dukker er dybt afhængige af sukker og sirup.
Men The Happytime Murders bruger desværre ikke sit univers til noget som helst.
Filmen har en enkelt joke, der lyder noget hen ad: “Se, det er en Muppet der gør frække ting!”, og så gentager den ellers den i halvanden time.
Det hele er hængt op på en ulideligt tyndbenet kriminalfortælling med dukken Phil og hans menneskelige partner spillet af Melissa McCarthy.
Jeg kan ellers normalt godt lide McCarthy, men i The Happytime Murders er der desværre ingen, der har fortalt hende, at det er bedst at spille helt straight i en film befolket af dukker.
I stedet skruer McCarthy op for tegnefilms-mimikken, mens hun leverer manuskriptets dovne jokes.
Elizabeth Banks og Maya Rudolph slipper bedre ud af løjerne, men det er ikke nok til at gøre The Happytime Murders seværdig.
Ikke en eneste joke er tiden værd, og hvis det er meningen, at det skal være sjovt i sig selv at se figurer beregnet til børneunderholdning være grove, så er The Happytime Murders altså mindst 50 år for sent på den.
Og så er filmen som sagt instrueret af Brian Henson. Søn af Jim Henson og samme instruktør, der blandt andet har leveret Muppet-mesterstykket The Muppet Christmas Carol.
Den film er både sjovere og teknisk milevidt foran The Happytime Murders, der byder på underligt anonyme og billigt udseende dukker, filmet som en halvamatørisk TV-serie.
10-12 årige drenge i alle aldre vil nok finde et par grin i The Happytime Murders, men jeg vil vædde hvad som helst på, at de finder flere i Meet the Feebles.
The Happytime Murders er en usjov og trist omgang dukkehumor, der aldrig kommer i nærheden af alle de forbilleder, den stjæler fra.
