The Card Counter anmeldelse: Taxi Driver-forfatter er klar til at gøre dig deprimeret

The Card Counter anmeldelse: Schrader-opskriften

Paul Schrader har åbenbart fundet sin opskrift.

Det er måske lidt strengt at antyde, at den 75-årige filmskaber, der blandt andet har skrevet Taxi Driver og Raging Bull og har en over 40 år lang instruktørkarriere bag sig først nu har fundet sit udtryk.

Men Schrader er om nogen en søgende filmmand, der i årtier har kredset om nye svar på de samme spørgsmål.

I 2017 lavede Schrader sin bedste film som instruktør, First Reformed, og hans nyeste film, The Card Counter kunne lige så godt være en reel efterfølger til den film.

Med sine store forbilleder Ozu, Bresson og Dreyer i baghovedet har Schrader skabt et filmsprog, der passer noget nær perfekt til hans dunkle karakterstudier.

Fotograf Alexander Dynans skarpe digitaloptagelser er minimalistiske, ofte statiske og præcis så asketiske som Schraders plagede hovedpersoner.

Og så efterlader det tilbageholdende filmsprog plads til en tænksom spiritualitet der får filmene til at pulsere af liv. Også selvom det ofte er ubehageligt liv.

Det gjaldt for First Reformed, og det gælder igen for The Card Counter, der dog har enkelte grusomme flashbacks, hvor det skarpe filmsprog effektivt smelter sammen til grusomme mareridt.

Plottet er stort set også det samme. En plaget mand, denne gang suverænt spillet af en tilbageholdende og gådefuld Oscar Isaac, lever et ensomt liv, indtil verden udenfor – i form af en yngre mand – sætter ild under hans overbevisninger.

Og så ender det med vold.

Det er feel-bad så det vil noget, når Schrader præsenterer en verden, hvor vi mennesker aldrig kan komme hinanden rigtig nært, uden at menneskeheden som helhed stiller sig i vejen.

Og så er det virkelig politik.

I First Reformed var det opgivende vrede over klimaforandringerne. I The Card Counter er det…noget andet, som jeg med vilje taler uden om.

For Oscar Isaacs omrejsende gambler skal selv have lov til at afsløre sine – og verdens – dunkle hemmeligheder.

Schrader stiller de samme spørgsmål, om idealister, eksistens og verden, men giver ikke helt samme svar.

Denne gang handler det især om, hvor ansvaret placeres for menneskers mest grusomme handlinger.

Svaret er selvfølgelig ikke entydigt.

Det er til gengæld oplevelsen af The Card Counter, der er endnu et afmålt og intenst bekendtskab, som endda får plads til mere menneskelig varme end First Reformed.

Det kommer især i form af en perfekt castet Tiffany Haddish, der lidt overraskende viser sig at være sprudlende modspil til Isaacs indestængte hovedperson.

Men en lykkelig slutning er næppe i kortene, når bagmanden hedder Schrader til efternavn.

Præcis som det bør være.

Schrader har fundet sit udtryk, og det skal vi bare være glade for.

Oscar Isaac leverer en suveræn præstation i Paul Schraders fremragende og dunkle karakterstudie.

5 af 6 stjerner anmeldelse