The Black Phone anmeldelse: Stemmer fra den anden side

Det er næsten som om, man kan høre Stephen Kings stemme, når man ser The Black Phone.

Det må forfatter Joe Hill — som står bag filmen novelle-forlæg — være godt og grundigt træt af at høre, men det er simpelthen så svært ikke at sammenligne Hill med King.

En sort utilsluttet telefon ringer i en blodplettet betonkælder, en børnemorder klædt i tryllekunstnertøj og djævlemasker med sorte balloner sin varevogn.

Og en gruppe børn kæmper mod den grusomme overmagt med fælles overnaturlige evner.

Det er altså svært, ikke at fornemme Kings stemme gemt i Hills.

Men de to forfattere jo også mere end bare kunstnerisk DNA, eftersom King er Hills far. Og så er det altså ikke skidt, at blive sammenlignet positivt med en af moderne tids største historiefortællere.

Måske er det også derfor, at instruktør Scott Derricksons film føles som en solid King-filmatisering mere end noget andet. Ikke helt oppe at ringe hos The Shining, men heller ikke ned og vende hos The Langoliers.

For Derrickson og C. Robert Cargill udvider Hills novelle på de helt rigtige måder og skaber elskelige karakterer, inden de udsætter dem for utænkeligt grusomme begivenheder.

The Black Phone er ikke bange for at være oprigtigt ondskabsfuld. Den tager ikke let på sit emne om børnemishandling og går i mere dunkle retninger, end de fleste nok vil finde behageligt.

Samtidig er den en vellykket spændingsfilm, når den minutiøst følger sin hovedpersons flugtforsøg fra en grum Ethan Hawke i rollen som skurk. Det føles til tider som en langt skarpere udgave af The Boy Behind the Door.

Imens spøger det okkulte i baggrunden, og de forskellige toner smelter mestendels effektivt sammen.

Derrickson bygger også videre på den grusomt effektive æstetik i dødsfilmene fra Sinister med en håndfuld visuelt stærkt iscenesatte drømmevisioner.

Kombineret med urovækkende, ofte elektronisk, musik fra Mark Korven, sneg stemningen i The Black Phone sig ind på mig.

Mod slutningen kæmper filmen dog med at binde en helt tilfredsstillende sløjfe på alle sine tråde, og i enkelte øjeblikke knækker både de visuelle effekter og børnepræstationerne.

Men det er overfladiske problemer i et grumt gys, der både har hjertet på rette sted og ikke er bange for at være rigtigt ondt mod sit publikum.

Lidt ligesom at høre Kings stemme fra en gammel telefon.

The Black Phone skal nok skubbe baller ud på kanten af biografsæder, men det er de elskelige karakterer og den oprigtige grusomhed, der gør den til noget helt særligt.