Shorta anmeldelse: Genre og virkelighed

Som mange andre genrefilm før den, prøver Shorta at bygge en svær bro.

En bro mellem genre og virkelighed.

Det lykkes ret godt for Frederik Louis Hviid og Anders Ølholms debutspillefilm. Shorta er en stærkt underholdende filmoplevelse.

Selvom deres bro nok er lidt mere solid på genre-siden.

I deres historie om to betjente, der fanges i en ghetto på det helt forkerte tidspunkt, viser Ølholm og Hviid nemlig en usædvanligt god sans for spændingsopbygning og hårdtslående intensitet.

Referencerne sidder uden på tøjet i en film, der helt åbenlyst trækker på så normalt udanske forbilleder som The Raid, Die Hard With a Vengeance, Escape from New York og Training Day**.**

Fra filmens to betjente fanges i den fiktive ghetto Svalegården – stykket sammen af en slags greatest hits af danske boligblokke – og til rulleteksterne rammer skærmen, er der fuld fart på.

Særligt i en håndfuld veludførte setpieces kommer Shorta til sin ret.

Filmskaberne leger med perspektiv, når de viser en bilulykke inde fra bilen eller lader en slåskamp på et slimet toilet udspille sig gennem toilettes revnede spejle.

Og en scene, der blander en elevator og en meget arrig hund, skal nok få folk med hundeskræk til at vride sig i sædet.

Ølholm og Hviid får både vredet hver en krone ud af budgettet og skabt enormt effektive spændingsscener med deres blanding af opfindsomhed og håndelag.

Det hele hjælpes godt på vej af komponist Martin Juel Dirkovs fremragende og dundrende musik og fotograf Jacob Møllers småklaustrofobiske billedside.

Resultatet er en skarp lille genrefilm, der set i en dansk filmkontekst bliver endnu mere imponerende.

Genredelen er på plads.

Men Hviid og Ølholm vil også gerne have et fundament i virkeligheden, og der slår Shorta lidt flere sprækker.

‘Jeg kan ikke trække vejret!” er en af filmens første linjer, sagt af en ung mand, hvis død i politiets varetægt ender med at udløse optøjer.

Det må siges at være en aktuel problematik, men behandlingen af virkelighedens problemer bliver til tider svær at sluge i den noget bombastisk skrevne film.

Shorta beder os både om af føle med Svalegårdens fiktive indbyggere, som var de virkelige, men også om at sluge replikker som “Vi i politiet er den eneste linje mellem Danmark og kaos!” og danske betjente så skydelystne som amerikanske.

Imens halter logikken, når filmen skal gennemføre sin præmis om hvordan to betjente kan blive ubehjælpeligt fanget i en ghetto i timevis.

Hvorfor er der f.eks. kun en vej ud af Svalegården? Og hvorfor er det helt umuligt for korpset at hjælpe hovedpersonerne ud?

Svaret er, fordi genrepræmissen kræver det, men det underminerer filmens ambitioner om at diskutere virkelige problemer.

Det samme gør en noget klodset karakterudvikling fra de i forvejen noget karikerede betjente i filmens centrum – og især Jacob Hauberg Lohmanns ‘King Kong ain’t got nothing on me!”-misogynistiske-racistiske-voldelige betjent, er svær at tro på.

Men det sænker heldigvis ikke Shorta som helhed. Til det har Ølholm og Hviid alt for godt styr på filmhåndværket, og som debutfilm er den decideret imponerende.

Måske deres næste film finder en bedre balance mellem virkelighed og genre.

Eller eventuelt bare dropper virkeligheden helt. Den har vi vel alligevel alle sammen fået nok af.

Shorta er en hårdtslående og vildt underholdende rejse, især når den hengiver sig til at være ren nervepirrende genrefilm i stedet for samfundsdebat.