Selvhenter anmeldelse: Weekend med Millang-brødrene
Det moderne danske komedielandskab er mildt sagt broget.
I den ene ende lurer halv- og helpinlige folkekomedier som Alle for en-serien og Undercover. I den anden ende er fremragende karakterbårne lårklaskere som Ditte & Louise eller Den tid på året.
Så når endnu en komiker går til filmen, er det lidt blandet spænding, jeg venter med.
Komiker Magnus Millang både instruerer og spiller hovedrollen i Selvhenter. Begge dele klarer han sådan set tilforladeligt, men Selvhenter ender alligevel ikke hos de bedre danske komedier.
Men heldigvis er der stadig noget at komme efter i fortællingen om to umage brødre og deres tur til Spanien for at hente deres fordrukne og døde far hjem.
Der er nemlig en kerne af sandhed i de to brødres konfrontation med deres meget forskellige relationer til den afdøde fordrukne far.
Det skyldes måske at brødrene spilles af virkelighedens brødre, Magnus og Emil Millang, der selv mistede deres far til druk.
Under alle omstændigheder skinner virkelige følelser igennem filmens ellers noget rodede overflade, og skaber øjeblikke af ægte varme.
Særligt Emil Millang er god som den godhjertede og naive yngre bror, der finder sig i lidt af hvert af respekt for sin storebror.
Havde Selvhenter satset mere på det tragikomiske familiedrama, så havde den fungeret bedre.
Men det gør den ikke.
I stedet krydres løjerne op med en omgang Weekend med Bernie-inspireret slapstick, når brødrene pludselig skal transportere faderens lig gennem europa i mikro lille lejebil.
Men tonen er for svingende, og de fysiske optrin for uklare, til at den morbide humor virkelig slår igennem.
En vellykket scene hvor den skruppelløse Magnus kæmper med at få faderens Rolex vristet af det kolde håndled, uden at lillebror Emil ser det, undermineres af en klodset og overgearet biljagt fra politiet (?!) med faderens lig hængende efter bilen.
Det føles lidt som om Millang-brødrene gerne ville lave et tragikomisk karakterstudie, men ikke har kunnet dy sig for at fylde deres manuskript med bred humor.
Problemet kommer især til udtryk i den usympatiske Magnus-figur, som måske er lige usympatisk nok.
Det må være op til den enkelte, om det er sjovt, at Magnus kalder en spansk kvinde luder på dansk, eller planter en knytnæve i ansigtet på en forbipasserende overvægtig kvinde.
Problemet er mere, at det gør det svært at føle med Magnus, når vi til sidst skal smågræde over hans fortrængte forhold til faderen.
Igen virker det som om filmen vakler mellem varmhjertet komediedrama og Bad Santa-agtigt portræt af et røvhul.
Og det er også der, Selvhenter placerer sig blandt de danske komedier: Midt imellem to stole.
Magnus Millangs komedie spænder ben for sig selv og strander midt imellem tragikomik og doven, grovkornet slapstick.
