Renfield anmeldelse: Grev Cage
Hvordan laver man en kedelig film, når man har lokket Nicolas Cage til at spille Dracula i den?
Er du interesseret i at få svar på det spørgsmål? Så er det en af de få gode grunde til at se Renfield.
For noget er gået grueligt galt, når en spidstandet Nicolas Cage, der kombinerer sit berømte mega-skuespil med en overraskende vellykket Bela Lugosi imitation, ikke i sig selv er grund nok til at se en film.
Men ærlig snak fra en inkarneret Cage-fan: Jeg kan ikke anbefale at gå i biografen for at se Cages version af den berømte greve.
Det føles mere som om Cage er inviteret med for at skabe flere pseudo-ironiske Cage-memes på nettet, end for at bruge den fascinerende og ekstremt dygtige skuespiller til noget af værdi.
Faktisk sniger Cages take på den ikoniske rolle sig ikke engang ind på en top 10 over Cage-præstationer, så selv om hans replikleveringer er filmens ubestridte højdepunkter, så skal de altså også over en meget lav barre.
For Renfield er et miskmask af en film.
Det føles som om nogen har set What We Do in the Shadows? (film eller serie, vælg selv) og fået en udemærket ide om at skildre forholdet mellem Dracula og hans slave Renfield (mere filmversionen fra 1931 end Bram Stokers bog), med samme sans for at krydse vampyrklicheer med banalt hverdagsliv.
Og så er alt gået galt.
For hvad der kunne have været en fin gyserkomedie, er blevet sadlet med en påtaget kæk Deadpool-voice over, en John Wick-light verden befolket af gangstere og skamklippet action med pinligt computeranimerede blodsprøjt.
Renfield er fuldstændigt ude af stand til at holde en sammenhængende tone.
Forsøgene på humor — der inkluderer en løbende, men fuldstændigt uforløst joke om musikgenren ska — virker som om de stadig er i kladdeform, og Nicolas Hoults præstation i titelrollen er cirka så spændende som hvidt mel.
Hvordan filmens manglende komiske timing og sløset neonfarvede udtryk kommer fra den samme instruktør, der leverede den fremragende Lego Batman, er et mysterie.
Bedst ud af løjerne kommer Awkwafina og Cage, der med rå karisma overvinder filmens mangler.
Imens kan man så konspirationsteoretisere over, at filmens afsluttende rulletekster referer til flere scener, blandt andet en musicalsekvens, der ikke er at finde i den endelige film.
Renfield lugter af at have været en problemfyldt produktion med en god portion materiale efterladt i klipperummet.
Om det havde gjort filmen bedre, er dog svært at sige, for den grundlæggende præmis og tone er for mudret til rigtigt at holde af.
Vil du se Cage som vampyr er hans ekspressionistiske præstation i Vampire’s Kiss stadig ubetinget dit bedste bud.
Du skal i hvert fald virkelig være løbet tør for Cage-materiale, for at kæmpe dig igennem Renfield for hans skyld.
Selv ikke Nicolas Cage som Dracula kan redde dette miskmask af en superheltevampyractionkomedie, der ikke ved, hvad den vil være, og fejler i næsten alt den prøver.
