Peppermint anmeldelse: Spild af Garner

For helvede altså. Nu er det snart ved at være for sent for Hollywood at gøre Jennifer Garner til den actionstjerne, hun skulle have været for snart 20 år siden.

Den eneste der rigtigt har tøjlet Garner unikke blanding af sårbarhed og badass var J.J. Abrams. Med TV-serien ALIAS satte han Garner i centrum for en serie, der effektivt kombinerede sæbeopera med Mission: Impossible-style agent-lir.

Her fik Garner lov til at kaste sine skuespilevner ind i en superagent med privatlivsproblemer, og sin langlemmede fysik ind i nogle af TV’s bedste actionsekvenser.

Men Garners talent for action blev aldrig rigtigt oversat ordentlig til det store lærred. Et par optrædener som Elektra i de lunkne Daredevil og Elektra og senere en rolle i Peter Bergs The Kingdom var hvad det blev til i actionsammenhæng for Garner.

Men nu får hun så chancen igen med Peppermint, der caster Garner i rollen som en kvinde, hvis kone og barn slås ihjel af ansigtstatoverede mexicanere.

Når den slags sker er der selvfølgelig kun en ting at gøre: at dræbe en masse ansigtstatoverede mexicanere.

Den gode nyhed er, at Garner stadig har evnerne og karismaen til at være en god actionstjerne.

I en alder af 46 kaster hun stadig entusiastisk sin fysik ind i filmens middelmådige actionscener, mens hun leverer en fin følsomhed til den sørgende mor i centrum.

Den dårlige nyhed er, at Peppermint er en helt ubehjælpelig film, der langsomt arbejder sig igennem hævnfilmens checkliste uden nogen fornemmelse af, hvordan man gør den slags interessant.

Jeg er ellers mildt sagt ikke hævet over en omgang hævnaction efter alle genrens regler.

Men når nu instruktør Pierre Morel har valgt at lave en genrefilm, der overhovedet ikke leger med sit mønster, så er det afgørende, at han kompenserer med udførelsen.

Men udover Garner er der desværre intet at hente i Peppermint, selv for fans af genren.

Actionscenerne er sløset udført, historien er sløvt fortalt og Pierre Morel instruerer sin film med en stil, der ligner noget, der var gået direkte til video tilbage i år 2000.

Skurken er ulideligt forglemmelig og Peppermint har samme ignorante tilgang til sin brug af vold som Eli Roths Death Wish havde tidligere på året.

Garners overgang fra husmor til Sarah Connor er alt efter perspektiv komplet utroværdig eller ikke fjollet nok til at være underholdende.

Og midt i det hele står så Jennifer Garner, der tager sin rolle langt mere alvorligt end filmen omkring hende fortjener, og viser at hun stadig har potentialet til at være en stærk kvindelig actionstjerne.

Men efter Peppermint er det desværre ikke sikkert hun får chancen igen.

Det er spild af Garner.

Peppermint spilder Jennifer Garners evner på en hævnthriller, der er cirka så forudsigelig og kedelig, som det overhovedet kan lade sig gøre.