Parasite anmeldelse: Der er altid nogen i kælderen

Jeg har aldrig helt forstået den ekstreme hype omkring instruktør Bong Joon-ho.

Jeg har været underholdt af hans evne til at skabe en højnet virkelighed, hans finurlige humor og kaotiske genreblanding.

Mens hans største hits Snowpiercer, Okja og gennembruddet The Host er for mig lidt et miskmask.

Hans samfundskritiske metaforer er for bogstavelige, hans overraskelser mere rodede end overraskende og hans karakterer papirtynde.

Og ingen af instruktørens film har været så omtalt som hans nyeste: Parasite. Særligt efter den vandt de gyldne palmer i Cannes.

Så det var med en lidt nervøs forventning om en omgang kejserens nye klæder, at jeg begav mig til pressevisning på Parasite.

Men det var der nu ingen grund til. For med Parasite har Bong ikke alene lavet sin bedste film, men også den første jeg sådan for alvor holder af.

Det betyder ikke, at den sydkoreanske instruktør har droppet sine varemærker.

Han er stadig ude med riven efter den moderne verden samtidig med, at han med et skælmsk smil vil overraske sit publikum.

Og hans metaforer er stadig så diskrete som skyskrabere.

Denne gang handler det om dem nede i kælderen og dem ovenpå.

Familien Kim bor et fattigt liv i en typisk koreansk kælderlejlighed. Deres små vinduer er i en højde, så fulde forretningsmænd helt bogstaveligt pisser på dem.

Her lever de et kummerligt liv af småsvindel og foldning af pizzabakker, indtil familiens teenagesøn Ki-Woo øjner en chance for at blive engelsktutor for datteren i en overklassefamilie.

Ja, ja, han må få hjælp af sin søster til at forfalske universitetspapirer og udgive sig for at hedde Kevin, men inden længe har Ki-Woo en fast indtægtskilde hos den velhavende Park-familie.

Og de bor bestemt ikke i kælderen.

Familien Park bor derimod i en unik arkitekttegnet villa, der med sine visuelt slående detaljer og forskellige rum, ender med at blive en af filmens karakterer i sig selv.

For Ki-Woo øjner en chance for hele sin familie.

Mon ikke søsteren kunne udgiver sig for at være terapeut for familien Parks plagede lille søn.

Og hvis nu lige familien Parks husholderske og chauffør kunne skubbes ud på et sidespor, mon så ikke mor og far også kunne få en lille plads i den luksuriøse villa?

Inden længe har parasit-familien indtaget Parks villa med falske identiteter, mens de desperat forsøger at ændre væremåde og fremtoning, så de kan overbevise deres arbejdsgivere fra overklassen.

Det er som altid ikke svært at se, hvad instruktør Bong gerne vil tale om, når han lader familien fra kælderen snyde sig vej ind i familien fra luksusvillaen.

Men med en decideret elegant blanding af sort humor og elementære thriller-elementer, gør han familiens svindleriske klasse-spring til en decideret filmisk nydelse.

Imens kan man så overveje, hvem parasitterne er.

Dem fra underklassen, der hægter sig på de rige? Eller de rige, der udnytter underklassen til at leve et liv i luksus?

Den tanke følger Bong helt til dørs.

For den skælmske filmskaber har selvfølgelig mere oppe i ærmet, meget mere, og denne gang er hans overraskelser oprigtigt velfungerende.

En scene midtvejs, der – lad os sige – vender op og ned på historien, rummer lige dele fortællemæssig og metaforisk slagkraft, til at gøre den til en af årets bedste.

Jeg satte mig i hvert fald op i sædet!

Så det er svært at klandre Parasite for, at den aldrig helt overgår dette højdepunkt, selvom Bong gør sit absolut bedste.

Men overraskelserne i Parasite er også af en type, der opleves bedst jo mindre man ved på forhånd.

Legen med tyende der hægter sig på en overklassefamilie med dramatiske konsekvenser er efterhånden en klassisk Koreansk filmfortælling.

The Housemaid fra 1960 er en legitim filmklassiker og fik en solid genindspilning i 2010, og Park Chan-wooks mesterlige The Handmaiden dyrkede nogle af de samme temaer om undertrykkelse for kun et par år siden.

Parasite føles som et riff på dem alle, men Bong sætter sit eget fingeraftryk på sin historie om klasseskel.

Det højnede skuespil og den sorte humor er typisk for instruktøren, men denne gang virker karaktererne også bedre afrundede.

Samtidig er Parasite en genreleg, der byder på flere fantastiske spændingsscener.

Fotograf Hong Kyung-po, der også fotograferede den suveræne Burning, giver sin bedste Hitchcock-imitation, når hans kamera afsøger filmens centrale villa og afslører detaljer, der får afgørende betydning senere.

Og skuespillerne er alle som en perfekte i roller med en indbygget dobbelthed.

De har næsten altid et falskt lag ovenpå deres rigtige jeg.

Men det er måske også nødvendigt, for at folk fra kælderen kan få en plads på de øverste etager.

Selvom Parasite måske aldrig bliver helt så fængende efter sit geniale højdepunkt, så slår instruktør Bong i hvert fald sin hjerteskærende og kyniske mening fast.

I vores moderne verden, vil der altid være nogen i kælderen og nogen ovenpå.

Parasite er ikke bare samfundssatire, det er en filmisk rutschebanetur spækket med overraskelser, kulsort humor og sitrende spænding.