Oppenheimer anmeldelse: Mærk det

Christopher Nolan vil gerne have os til at mærke hans film.

Lyden skal få knoglemarven til at skvulpe, musikken skal fremkalde ærefrygt, billederne skal være monumentale og fortællestruktur skal skæres så alle historier bliver puslespilsthrillers.

Det gælder også for Nolans nyeste, ultrahypede — og desværre måske svageste film — der kaster sig over fysikeren Julius Robert Oppenheimer og hans vej til opfindelsen af de første atomvåben.

Hvis Nolans sidste film, den Bond-inspirerede omgang tidsrabalder Tenet, var Nolan i sit mest poppede hjørne, hvor hørbar dialog må vige for lækker stemning, så er Oppenheimer Nolan i prestigeversion.

Aldrig har instruktøren tigget helt så meget om Oscars som med dette stort opsatte historiske drama, der har så mange stjerner på sin gigantiske rolleliste, at bare en tredjedel ville være et utroligt cast.

Men selv i finkultur-modus taler Nolan til sanserne, og det er da også der, at Oppenheimer er bedst.

Oppenheimers geniale sind fyldt med kvantefysik vækkes knitrede til live med fascinerende abstrakte — og selvfølgelig praktisk leverede — effekter i Hoyte Van Hoytemas kolossale og taktile billeder.

Scenografien er upåklagelig og transporterer uden problemer både publikum tilbage i tiden og til den ørkenbaserede træby, der husede Manhattan-projektet.

Ludwig Göranssons musik er både geigertællende fremmedartet og majestætisk melodisk, og Jennifer Lames klipning holder tempoet oppe i (det meste) af filmens tre timer.

Jo, Oppenheimer kan mærkes med sanserne og bør ses i biografens kirkerum, men føle den; det kunne jeg ikke.

Cillian Murphy er fremragende med sit indadvendte spil og kantede ansigt i hovedrollen, men Nolans manuskript har bare ikke rigtigt noget interessant at sige om ham.

Filmen har aldrig for alvor held med at menneskeliggøre fysikeren, og særligt når Nolan kaster sig ud i hans kærlighedsliv bliver forsøgene på drama decideret klodsede.

Kvinderne i Oppenheimers liv er flade stereotyper — også selvom de spilles af Florence Pugh

og Emily Blunt — for Nolans manuskript har langt mere historisk akkuratesse end menneskelig indsigt.

Enkeltdelene samler sig aldrig til noget større, som ellers plejer at være Nolans adelsmærke, når han med kluntet hånd synes at sige — igen og igen — at atomvåben var og er noget skidt for menneskeheden.

Imens har filmen også for travlt til for alvor at stoppe op og formidle, hvordan og hvorfor atomvåben reelt er så rædselsvækkende.

Det skal vi selvfølgelig Nolan-mærke i stedet for at forstå.

Og den berygtede Trinity-test er da også filmens absolutte højdepunkt, men lidt overraskende er Nolans hang til praktiske effekter faktisk en hæmsko i at formidle atombombens dæmonisk altødelæggende kraft.

Hos Nolan ligner løjerne bare…en stor filmeksplosion. Det har David Lynch og digitale effekter gjort længder bedre i 2 minutter af en TV-serie.

Selv Nolans sædvanlige fortælletricks, der lader filmens farvebilleder være en subjektiv udgave af Oppenheimers liv og de sort/hvide billeder være objektiv virkelighed, føles som en træt hest, der trækkes ud af Nolans stald uden et egentligt formål.

Og når Oppenheimer får en fysiker suit-up-sekvens — komplet med hat og pibe — ala Batman, så grænser løjerne til selvparodi.

I den sammenhæng er det nok også værd at nævne, at Kenneth Branaghs forsøg på dansk accent i rollen som Niels Bohr, er noget af det mærkeligste jeg har hørt længe.

Og selv det fremragende filmsprog — og forstå mig ret, det er altså fremragende — kommer til kort, da Nolan i filmens sidste uendelige halve time forvandler løjerne til et sløjt retssalsdrama krydret med hæslig gammelmandsmakeup i filmens sidste minutter.

Efter en atombombe er eksploderet, siver luften sjovt nok ud af ballonen.

De kolossale ambitioner bag Oppenheimer krævede muligvis en Martin Scorsese bag kameraet, for nok får Nolan mig til at mærke hans film om atombomben.

Men jeg følte ingenting.

På trods af et slående sanseligt filmsprog bruger Oppenheimer alt for lang tid på at nå en ualmindeligt banal konklusion.