Motherless Brooklyn anmeldelse: Norton på godt og ondt

Det er ikke svært at se, hvorfor Edward Norton erhvervede sig rettighederne til Jonathan Lethem roman Motherless Brooklyn, allerede da den udkom i 1999.

Det er hovedpersonen.

For en smågenial privatdetektiv med konstante verbale og motoriske tics er guf for en intellektuel skuespiller som Norton.

Og hvis man skal være lidt kynisk, så lugter alene ideen lidt af Oscar.

Så selvfølgelig skulle Norton også skrive manuskript og instruere en filmudgave af bogen. Men som altid med Norton skulle det være på egne præmisser.

Derfor er Nortons Motherless Brooklyn flyttet fra 1990’erne til en Hollywoodsk version af 1950erne, komplet med femme fatales, stetson hatte og våben gemt bag lange trenchcoats.

Her folder Norton sig så ud som detektiven Lionel Essrog, der involveres i et uhyggeligt stort mysterie, der starter personligt, men strækker sig til de magtfulde politiske tinder i New York.

Det er moderne noir, eller i hvert fald 1974-moderne, da instruktør Roman Polanski pumpede nyt dunkelt blod ind i film noir.

Faktisk har Motherless Brooklyn mere en almindeligt meget til fælles med netop Chinatown, både i sit udtryk og sin kriminalfortælling.

Men selvom det kan virke lidt omsonst at kopiere en klassiker som Chinatown, så klarer Norton det faktisk ganske fint som både manuskriptforfatter og instruktør.

Mysteriet er elementært spændende og Norton får skabt fin og ofte snedig dialog, der holder opmærksomheden fanget.

Og så er han selvfølgelig god i den noget gimmick-agtige hovedrolle.

Norton finder humor i sin karakters pludselige Tourettes-udbrud, men behandler den virkelige lidelse med nok nænsomhed, til at det ikke føles udnyttende.

I birollerne får han fint modspil af et veloplagt hold af gode skuespillere.

Alec Baldwin er solid som den kyniske skurk Moses Randolph og Willem Dafoe truer som altid med at stjæle filmen i sin lille birolle.

Men det er også til at mærke, at Motherless Brooklyn er lidt af et prestigeprojekt for Norton.

Filmen er lige forelsket nok i sin hovedperson, og bruger til tider unødigt lang tid på at svælge i Nortons præstation frem for at holde fokus på mysteriet.

Det gør filmen lidt lang i spyttet.

Og de politiske undertoner forvandler sig også til lidt for tunge overtoner, som filmen skrider frem.

Filmen havde nok haft godt af at Norton havde afgivet rollen som enten instruktør ellers manusforfatter og fået lidt mere kritisk input.

Men det forhindrer ikke Motherless Brooklyn i at være et detektivmysterie af de mere underholdende.

Også selvom der stadig er langt op til Chinatown.

Edward Norton er konstant underholdende som privatdetektiv med Tourettes syndrom, og Motherless Brooklyn ender som et fint lille mysterie af den gamle skole.