Monsieur Verdoux anmeldelse: Kan Chaplin være usympatisk?

Hvad er det første du tænker på når nogen siger Charlie Chaplin?

Mit gæt er at det næppe er en gråhåret smooth-talker af en seriemorder. Det er nok nærmere Chaplins sympatiske vagabond figur med det famøse overskæg der dukker op i hukommelsen.

Men i Chaplins vel nok mest ildesete film Monsieur Verdoux spiller den berømte filmmager altså både bigamist og seriemorder.

Det var ikke noget der faldt i god jord den gang i 1947 da filmen fik premiere, men nu fremstår Monsieur Verdoux som den vel nok mest komplekse film i Chaplins filmografi, og den er stadig sjov, men også en rammende spidning af vores kapitalistisk samfund.

“Chaplin changes! Can you?” stod der provokerende på filmplakaterne til Monsieur Verdoux i optakten til premieren. Det viste sig at hverken det amerikanske publikum eller kritikerne var super klar til den forandring.

Der er da også noget provokerende ved at se Chaplin som kynisk og veltalende seriemorder. Selv den dag i dag.

Filmen introducerer os for den navnkundige Monseiur Verdoux i færd med sirligt at klippe roser i en tilrøget have. Da et postbud har brug for en underskrift fra konen siger Verdoux at hun er i bad.

Det er hun ikke. Resterne af hendes lig brænder i fyret.

Verdoux har nemlig slået hende ihjel, præcis som han har gjort det med utallige andre koner. Verdoux indsmigrer sig nemlig hos velhavende kvinder, gifter sig med dem, gør det af med dem. Derefter overtager han deres formue og køber aktier.

Det er en indbringende gesjæft for elegantieren Verdoux, der da også allerede har en række andre kvinder på bedding. Men det er ikke nemt at jonglere en håndfuld identiteter og rejse land og rige rundt for at behage de forskellige kvinder.

Særligt ikke når en ‘rigtig’ kone med barn venter derhjemme.

Det var altså ikke så mærkeligt at biografpublikummet ikke helt var klar til Chaplins forvandling. Chaplins image var blevet skadet da han tidligere var blevet afsløret i en affære med den 30 år yngre skuespillerinde Joan Barry.

Monsieur Verdoux var altså lidt for tæt på virkelighedens Monsieur Chaplin.

Det andet problem var at Chaplin blev offentligt anklaget for at være kommunist. En anklage der ikke ligefrem undermineres af Monsieur Verdoux. Chaplin betragter helt tydeligt titelrollen som et sygt produkt af et sygt system.

Der er nu ellers meget at holde af i Monsieur Verdoux – også for klassiske Chaplin fans.

Chaplin leverer med Monsieur Verdoux en mindst lige så ikonisk figur som hans vagabond. Se for eksempel hvordan den pengegriske Verdoux kynisk og koldt – men også hylende sjovt – tæller sine blodpenge.

Det er blot et eksempel på Chaplins imponerende fysiske transformation til den lille grå morder der samtidig er gentleman til fingerspidserne. Kun i enkelte øjeblikke brydes Verdouxs elegante facade – som da han er overbevist om at han ved en fejl har drukket den gift der var tiltænkt en af konerne.

Selvom humoren i Monsieur Verdoux overvejende er verbal – og grav-sort – så har Chaplin heller ikke forladt sine gamle slapstick tricks, men de er kombineret med en mere lumsk og næsten ondskabsfuld humor.

Da nettet strammes om Verdoux bliver filmen – og Chaplin – tiltagende samfundsfilosofisk, og filmen ender som en anklagende finger mod den vestlige verdens samfundsstruktur der er lige dele rammende og bastant.

Men det var altså en anklagende finger der ikke var helt så populær og let forståelig som den Chaplin tidligere havde rettet mod Hitlers regime. Alligevel reddede Monsieur Verdoux sig en oscar-nominering for bedste manuskript.

En velfortjent pris til en film der i dag fremstår som en helt unik og imponerende anderledes del af Chaplins samlede værker.

Chaplins mest komplekse film har bevaret både vid og bid siden sin premiere i 1947. Monsieur Verdoux er en kamp mellem kynisme og optimisme der leverer en lang række kælder-sorte galgenhumoristiske grin. En uundgåelig del af enhver filmopdragelse.