Molly’s Game anmeldelse: Poker for dummies
Jeg ved ikke en skid om poker.
Altså sådan, overhovedet ikke en skid.
Jeg har aldrig spillet et eneste spil poker. For mig kunne pokertermer som ‘flush’, ‘full house’ og ‘straight’ lige så godt være på et for længst glemt oldtidssprog.
Og Molly’s Game stikker altså hånden noget dybere i poker-posen end det. Ved du for eksempel, hvad ‘full-tilt’ betyder?
Jeg gør ikke.
Men det gør nu ikke Molly’s Game mindre underholdende. Det er ikke en film om poker, selvom den er dybt forankret i pokerkultur.
Og så kan Aaron Sorkin gøre dialog om hvad som helst til knitrende underholdning. Den evne har han heldigvis ikke mistet i sin første film som instruktør.
Hvis du ikke ved meget om poker, er du i øvrigt heller ikke alene. Det gør hovedpersonen Molly Bloom heller ikke til at begynde med.
Molly’s Game er baseret på Molly Blooms selvbiografi. Det er en noget usædvanlige historie om Molly, der går fra en karriere i professionel skisport, til at lede et af verdens mest eksklusive pokerspil.
Det er Jessica Chastain, der bringer Molly fascinerende til live som en handlekraftig, men noget indelukket kvinde, der prøver at navigere et moralsk uldent territorium på den mest etiske vis.
Omkring Mollys pokerbord samles både store Hollywood-navne, forretnings-eliten, men, desværre for Molly, også medlemmer af den russiske mafia. Sidstnævnte – ifølge virkelighedens Molly – uden at hun vidste noget om det.
Det bringer Molly i fedtefadet hos loven, der flere år efter hun ellers har afsluttet de famøse pokerspil, hiver hende i retten.
Her dukker Idris Elba op, klar til at tygge på Sorkins saftige dialog som advokaten Charles Jaffy.
Elba får de mest karakteristisk ‘Sorkinske’ monologer, og han leverer dem med underholdende bravur i sit samspil med Chastain.
Det er klart de to, der er de mest lysende stjerner i en fortælling, der ender med at handle om noget så godt gammeldags, som at gøre det rigtige.
Molly’s Game er bedst, når den er mest Sorkin-agtig. Som forfatter burde Sorkin egentlig ikke fungere på film. Der er noget ubetinget teater-agtigt over hans lange dialoger.
Men Sorkin har evnen til at gøre samtaler organiske og evigt skiftende. Som actionscener med ord. De konstante skift i tone og retning og det høje tempo holder fascinationen fanget mellem de mange replikker.
I Molly’s Game kommer det særligt til udtryk i scenerne mellem Chastain og Elba.
Chastains Molly er en fascinerende figur, der både ved præcis, hvordan hun skal tjene penge på sine griske spilleres svagheder, men som samtidig er forbløffende omsorgsfuld for de ultrarige ludomaner.
Filmen dykker også ned i hendes barndom. Her udpeges Kevin Costners benhårde psykiater-far både som roden til Molly’s enorme evner, men også hendes følelsesmæssige distance.
Costner er fin i rollen, men barndoms-traumerne er på mange måder også filmens svageste del. Her er lidt for meget lomme-psykologi, og far og datters livslange konflikt udglattes noget utroværdigt med en enkelt samtale.
Sorkin er heller ikke helt i stand til at håndtere en struktur, der springer lige lovligt meget i tid. Molly’s storhed er ubetinget mere underholdende end faldet, og tempoet bliver noget ujævnt, når der også skal være plads til både barndommen og retssagen.
Sorkin forsøger at skabe rapkæftet liv i filmen ved hjælp af Chastains voice-over og hurtigt klippede montager – som en slags kvindeligt modstykke til Wolf of Wall Street.
Men Sorkin mangler Scorseses instruktørmæssige flair og erfaring – selvom danske Charlotte Bruus Christensen vækker den visuelle side flot til live.
Det er når filmen sætter tempoet ned, og lader skuespillerne have en fest med Sorkins rødglødende dialog, at Molly’s Game fungerer allerbedst.
Og det er heldigvis ikke nødvendigt at vide en skid om poker, for at sætte pris på det.
Jessica Chastain er fantastisk som pokerdronningen Molly Bloom, og Idris Elba giver hende kamp til stregen. Men Molly’s Game er ubetinget bedst, når tempoet sættes ned og Aaron Sorkins dialog slår gnister, og mindre god når den efteraber Martin Scorsese.
