Meter i sekundet anmeldelse: Mellem ironien og det oprigtige

Jeg må hellere sige det med det samme. Jeg er aldrig rigtig kommet overens med Hella Joof som filminstruktør.

For mig er Joofs film altid endt i et sært vadested mellem dybfølt drama og ironisk distance, mellem karikatur og karakterstudie.

Det er som om Joofs film altid bekæmper sig selv med bred humor og stereotyper, lige når de er ved at ramme noget ægte.

Sådan har jeg det egentlig også med Meter i sekundet, Joofs nye filmatisering af Stine Pilgaards populære roman men denne gang fungerer det bedre.

Sofie Torp spiller røven ud af bukserne i hovedrollen som Marie, der noget ufrivilligt må flytte med sin partner Rasmus og deres barn til en jysk højskole, da Rasmus får job som skrivelærer.

Torp får — sammen med Joofs gode personinstruktion, et solidt manuskript af Jenny Lund Madsen of Ida Mariaer i s Rydén og Pilgaards forlæg, som jeg ikke har læst — skabt en karakter, der er lige så sjov, som hun er overbevisende.

For Meter i sekundet rummer faktisk mere end den brede humor, som mødet mellem den åbenmundede københavner og det vestjyske miljø åbner op for.

Det er en decideret rørende historie, om at sætte farten ned, men også om at føle sig ulideligt ensom og udenfor, selvom man er omgivet af mennesker.

Replikkerne er både snedige og oprigtigt sjove, mens Maries job som lokal brevkasseredaktør giver anledning til små essaylignende-afstikkere, som både er vittige og fyldt med ægte livsvisdom.

Hvor mange af ordene, der er hentet direkte fra forlægget skal jeg ikke kunne sige, men den højeste ros jeg kan give, er, at jeg fik lyst til at læse bogen.

Men selv de sædvanlige Joof stereotyper, der veksler mellem jordnære lokale og de noget mere flyvske højskoleelever fungerer, fordi både replikker og situationer er oprigtigt sjove.

Enkelte af bifigurerne, som Thomas Hwans Rasmus og Malaika Berenth Mosendanes Emma, løfter sig endda ud af stereotypen med flotte nuancer både i manuskriptet og skuespillet.

I andre dele af filmen forfalder Joof dog til sine gamle tricks.

Størstedelen af filmens persongalleri er papirstynde joke-maskiner, og en afsluttende feel-good dansescene er lige så Joofsk, som den er for meget.

Men både charmen og det store hjerte stopper Meter i sekundet fra at sænkes.

Endda i sådan en grad, at jeg både glæder mig til at se den igen og måske også lidt til Joofs næste film.

Meter i sekundet er både oprigtigt sjov, småpoetisk, rørende og muligvis Hella Joofs bedste film.