Memory anmeldelse: Melodrama i fåreklæder

Memory er et godt eksempel på, hvor meget en færdig film kan sløre sit eget dårlige manuskript.

For instruktør Michel Francos er lidt som den saftigste fersken i verden med en gennemrådden sten.

Men lad os snakke om frugtkødet først.

For Memory fortæller fra start sin historie i et helt nede på jorden New York, som filmen præsenterer gennem fotograf Yves Capes gråtonet realistisk, men også ømt smukke billeder.

Der er sans for ægte menneskelige følelser allerede i åbningsscenen, der tager publikum med til et åbenhjertet AA-møde, hvor løjerne først føles som andet end en dokumentar, da man spotter Jessica Chastain blandt deltagerne.

Det er både godt instrueret og teknisk skarpt, og man får med det samme en fornemmelse af, at filmens karakterer har kød på med følelsesmæssige ar og forhistorier, der strækker sig til langt før filmens begyndelse.

Det er en mere end lovende start.

Og den ægte menneskelige ømhed fortsætter sådan set filmen igennem, når Memory opruller sit mysterie efter en mand sært truende følger Jessica Chastains hovedperson Sylvia — der arbejder på et bosted for psykisk handicappede — hjem fra en skolegenforeningsfest.

Filmens allerbedste kort er skuespillerne i hovedrollerne.

Både Jessica Chastain og Peter Sarsgaard leverer ualmindeligt gode præstationer, som både er følelsesmæssigt rå og nuancerede i en grad, så de føles som rigtige mennesker.

De to sælger romancen mellem et par sårede mennesker, så det er svært ikke at blive revet med.

Og instruktør Michel Franco forstår også at give præstationerne plads og ånderum nok til at de dygtige skuespillere kan vise deres kram.

Og det er helt klart kram af den type, der plejer at skovle priser ind.

Men som løjerne skrider frem, begynder problemerne at vise sig.

For det er kun på overfladen, at Memory er et velspillet og nuanceret drama.

Som historien udfolder sig viser det sig relativt hurtigt, at filmen er et melodrama af den allermest kioskbaskende slags.

Tidlig demens, seksuelt misbrug, incest, kærlighed mod alle odds, alkoholmisbrug og afdøde livspartnerer er kun en del af den palet af komplikationer Memory kyler mod lærredet.

Ingen af emnerne får den tid, de har brug for, men tilføjes i stedet historien med ingen andre pointer end at skabe størst mulig mængde følelser.

I filmens sidste del ryger de tårepersende konfrontationer på bordet, kort tid inden Memory opbløder de mange tilsyneladende uløselige problemer i et forsøg på at skabe sin egen udgave af en lykkelig slutning.

Det er utroværdigt i en grad, så det næsten bliver svært at huske, hvor lovende starten var.

Så selvom Memory ikke er uden værdi — særligt i kraft af to imponerende skuespilpræstationer — så gør den hverken præstationerne eller sine temaer ære med en følelsesmæssigt overlæsset historie.

Frugten er umiddelbart god, men rådden i midten.

Jessica Chastain og Peter Sarsgaard spiller uovertruffent i et overlæsset melodrama, der støt og roligt kaster al troværdighed ud af vinduet.