Maria by Callas anmeldelse: Teatralsk så det synger

Jeg kan dårligt forestille mig, hvor stor en oplevelse det må have været at sidde i salen foran operasanger Maria Callas, mens hun udfoldede sit enorme talent for sang og drama.

Hendes stemme rækker nemlig gennem både tid og rum.

I Maria by Callas rejser Callas’ stemme hele vejen på tværs af de 40 år siden hendes død, ud gennem gennem biografens lærred og højtalere og ind i øregangen og sjælen hos en komplet opera-ignorant filmanmelder.

Højdepunkterne i instruktør Tom Volfs portræt af Maria Callas er med andre ord de – heldigvis mange – sekvenser, hvor Callas får lov til at synge for sit publikum.

Hendes stemme er gåsehudsfremkaldende smuk, og lyden er overraskende sprød og klar, især i betragtning af optagelsernes alder.

I disse sekvenser forvandler Maria by Callas sig til noget, der mere minder om en decideret koncertfilm, end det dokumentariske portræt den er det meste af tiden.

De tit lidt grynede arkivoptagelser giver Callas’ optrædener en sentimental snert af retro, der kun styrkes af at vide, at det per definition nu er umuligt at se Callas optræde i levende live.

Så må Maria by Callas være det næstbedste.

Men filmen om Callas er heldigvis ikke kun en fornøjelse, når den lukker op for de musikalske sluser.

Med et overraskende elegant klippearbejde tager Maria by Callas en vandring gennem operadivaens karriere, og i mindre grad privatliv, fortalt med Callas’ egne ord gennem gamle TV-interviews, arkivmateriale og breve.

Det er en tilgang med både fordele og ulemper.

Maria by Callas undgår den slemme lommepsykologi, der hurtigt kan opstå, når filmskabere vælger at interviewe venner og bekendte, der står hovedpersonen mere eller mindre nær.

I stedet lader instruktør Tom Volf publikum selv tage stilling til hovedpersonen, der viser sig at være mindst lige så teatralsk væk fra operascenen, som når hun står på den.

Måske en af de ultimative divaer.

Det er aldrig mindre end underholdende at se den ofte lidt kunstlede – og altid dramatiske Callas – tale om sig selv. Men det gør det også svært at komme tæt på hende som menneske.

Og arkivoptagelserne kan desværre ikke helt bære filmens relativt lange spilletid.

Et langt dyk ned i Callas tabloide romance med rigmanden Aristotle Onassis, der sideløbende bliver gift med Jaqueline Kennedy, truer med at sætte filmen helt i stå.

De utallige scener af Callas, der ankommer til endnu en international lufthavn, bliver mod slutningen kedsommeligt ensformige.

Men det er heldigvis ikke nok til at kuldsejle Maria by Callas.

‘Min biografi er den musik, jeg har fortolket’ siger hovedpersonen på et tidspunkt selv.

Måske er det derfor Maria by Callas for alvor får vinger, når opera-divaens stemme får lov til at fylde biografsalen.

Maria by Callas er en elegant musikalsk fornøjelse også for alle os opera-ignoranter. Opera-optagelserne er svimlende gode og balancerer heldigvis en portrætfilm, der måske er lige lang nok.