Magic Mike’s Last Dance anmeldelse: Den store og lille finale
Den største styrke ved Magic Mike’s Last Dance er helt klart dens finale.
Men den største svaghed ved Magic Mike’s Last Dance er helt klart, at den ikke i sig selv er en stor finale.
Magic Mike-serien har nu aldrig været til det storladne. De nu tre film i serien, har lokket sit publikum ind i biografen med lige dele suveræne dansere og suveræne mandekroppe, og så givet dem lavmælte karakterstudier, når de første har sat sig i biografsædet.
Sådan er det ikke helt med denne tredje omgang, der egentlig ikke har så meget nyt at fortælle om Channing Tatums Mike.
I stedet kaster den sig ud i en slags moderne Pretty Woman, da Mike helt tilfældigt møder den nyligt fraskilte Maxandra Mendoza.
Efter en dans af den slags som både Mike og Channing Tatum mestrer til perfektion, tager Maxandra den nu tidligere stripper under sine ultrarige-vinger, og giver ham mulighed for at instruere et storslået show som hyldest til kvinders ret til nydelse på et gammelt teater i London.
Plot-mæssigt er det cirka lige så utroværdigt fjollet, som det lyder, og det får Magic Mike’s Last Dance til at føles mere som en lidt fjollet epilog end en egentlig fuldbyrdet efterfølger til de tidligere film.
Faktisk virker filmen mest som en undskyldning for, at Steven Soderbergh kan realisere nogle af de storslåede dansenumre fra sceneopsætningerne af Magic Mike på det store lærred, mere end den virker motiveret af, at der var mere at fortælle om Mike.
Det er fjollet, også mere end de andre film i serien, men det gør faktisk ikke rigtig noget.
For Magic Mike’s Last Dance er en gave.
En renhjertet hyldest til dansens intimitet og ikke mindst — som særligt Magic Mike XXL også var det — en fejring af kvinders ret til at være seksuelle væsner.
Når tre 50+ kvinder på et tidspunkt i Magic Mike’s Last Dance får simultane lapdances af svedglinsende unge muskelbundter, så er det ikke en joke, det er en uforfalsket festival af kvindelig nydelse og intimitetens kraft.
Det ser vi så godt som aldrig på det store lærred, og det gør alle Magic Mike-filmene til noget særligt.
Og så skal man selvfølgelig også være et skarn, hvis ikke man kan værdsætte Salma Hayeks præstation som Maxandra og ikke mindst hendes kemi med Tatum, der stadig spiller Mike som en uforlignelig og uforklarlig blanding af fåmælt dompap og knuselskelig og dybt intelligent dansemester.
Magic Mike’s Last Dance vil bare gerne have det sjovt, og sørge for at publikum har det sjovt.
Imens bringer Soderbergh sin uforlignelig billedsans og sit geniale klippetalent til den tynde men varmhjertede historie.
Og så er der selvfølgelig finalen.
Noget der ligner en halv times fantastisk koreograferet og genialt lyssat og filmet letpåklædt danseshow, der bogstaveligt forvandler Magic Mike’s Last Dance mere til en slags koncertfilm end noget andet.
Der er formidabelt, og fyldt med den slags romantisk feel-good, som man enten forelsker sig i eller blankt afviser.
Jeg forelskede mig.
Så selvom Magic Mike’s Last Dance måske mere er en epilog end en finale, så leverer den sin egen finale så godt, at det er umuligt ikke at gå opløftet ud af biografen.
Hayek og Tatum slår gnister, og Magic Mike’s Last Dance gør det umuligt ikke at gå dansende ud af biografen, mens den hylder kvinders ret til frihed og nydelse.
