Lykketræf anmeldelse: Tilbage i topform
Hos visse filmkritikere har Woody Allen været ‘tilbage i topform’ — ‘return to form’ som de siger på engelsk og amerikansk — med jævne mellemrum gennem vel nok de sidste 40 år.
Han var helt klart tilbage i topform med Crimes and Misdemeanors i 1989, en eksistentiel komedie med thrillerelementer om mord, affærer og overvejelser om livets tilfældigheder.
Og jeg vil mene, at der er bred enighed om, at Alen var tilbage i topform med Match Point i 2005, en eksistentiel thriller med komedieelementer om mord, affærer og overvejelser om livets tilfældigheder.
Glæd dig, for nu er Allen udråbt til at være — du gættede det — tilbage i topform med Lykketræf, en eksistentiel komediethriller om mord, affærer og overvejelser om livets tilfældigheder.
Og det er kun et lille udpluk af de gange, Allen er blevet erklæret tilbage på toppen. Prøv selv at google “Woody Allen return to form”.
På en måde er Lykketræf da også en tilbagevenden til den slags film Allen har lavet flest af.
Små fornøjelige og dybt forglemmelige film med mere eller mindre rablende karakterer i en stemningsfuld storby.
Denne gang er storbyen Paris — fordi 88-årige Allen på grund af virkelige omstændigheder har svært ved at få finansiering i hjemlandet — og historien indledes med et tilfældigt møde mellem en ung gift kvinde og hendes gymnasiekammerat, nu forfatter, der har båret en flamme for hende i en livstid.
Det lyder da som en Allen-film, ikke?
Det samme gør den lækre jazz på lydsiden, de elegante kamerabevægelser og de lange klip, der sætter liv i filmens lange, småvittige og frem for alt dialogbårne scener.
Humoren er denne gang i den underspillede ende, mens et thrillerplot begynder at snige sig ind i den ellers romantiske historie.
For hvad gør mon den mega-rige ægtemand — der udlever sit ideal om kontrol over livet gennem en detaljeret modeltogsopsætning — når han opdager sin unge kones affære?
Det må du selvfølgelig se Match Point, øh, jeg mener Lykketræf, for at finde ud af, men Allen-kendere bliver nok ikke overraskede.
Og det er det helt store problem ved Lykketræf. At det bogstaveligt føles som en film, Allen har lavet mange gange før.
Det betyder ikke, at der ikke er ting at glædes over.
Karaktererne er oprigtigt underholdende, og Allens dialog løftes til mere elegante højder af det franske sprog.
Særligt hovedpersonens mor, vækket til live af Valérie Lemercier, er et mindre højdepunkt i Allens figurgalleri, når hun folder sig ud som veloplagt amatørdetektiv.
Men lidt øget fokus på filmens interne spænding eller måske et ekstra twist i fortællingen eller stilen kunne have forvandlet Lykketræf til en film, man ikke har glemt efter det første blink med øjnene, når den er slut.
Men sådan er det ikke, i stedet bevæger filmen sig på stilren og forudsigelig vis frem til sin ironiske finale, der for 140ende gang slår den Allenske pointe fast med syvtommersøm.
Hvis Allen er tilbage i topform med Lykketræf, så har han muligvis aldrig været i rigtigt god form.
Lykketræf er Woody Allen, når han er mildt underholdende, mildt vittig og voldsomt forglemmelig.
