Hver dag anmeldelse: It Follows som ungdomsromance
Har du set It Follows? Den var det helt store gyserhit et par år tilbage.
Tricket ved den var, at monstret der ubønhørligt jagtede vores hovedperson, kunne tage hvilken som helt skikkelse.
Enhver på gaden kunne hvert øjeblik være morderen.
Sådan er det også med Hver dag.
Her er det bare enhver på gaden, der kan være din drømmekæreste.
Hovedpersonen Rhiannon forelsker sig nemlig i den mystiske A, der hver dag vågner op i en ny krop på cirka samme alder.
Sådan kan det jo gå.
Det er noget af en omgang ‘high-concept’, må man sige, men det er faktisk en god ide som forfatteren til bogforlægget David Levithan har fået.
Der er på en gang noget blåøjet, men også meget sandt i ideen om en kærlighed, der går på tværs af krop.
A indtager forskellige teenageres liv en dag af gangen og har derfor en personlighed, der går på tværs af både udseende, race og køn.
Det giver også Hver dag en chance for at udforske emner som seksualitet, køn og alle de andre mærkater vi putter på hinanden. Mærkater, der sjældent fylder mere, end de gør i teenageårene.
Den udfordring tager Hver dag egentlig meget fint på sig. Den byder både på en høj grad af diversitet og er en uhyre sympatisk udforskning af alle de ting, der som A udtrykker det “gør mennesker både ens og forskellige”.
Det bliver både plads til temaer som psykisk sygdom, da A vågner i en pige med selvmordstanker og kønsproblematikker, da A vågner i en dreng i en piges krop.
På den måde bliver Hver dag mere end en typisk steriliseret Hollywood teen-romance.
Men, altså, tag ikke fejl. Den er selvfølgelig også en typisk steriliseret Hollywood teen-romance.
En lang række unge skuespillere får chancen for at indtage rollen som A, og de er alle rigtigt gode.
Mere ujævnt er det med Angourie Rice som Rhiannon. Hun er sød og sympatisk nok til ikke at være en lidelse, men hendes skuespil-evner rækker ikke altid helt.
I filmens ellers følelsesmættede finale får hun endda tilsyneladende brug for assistance fra lidt computeranimerede tårer.
Det hjælper heller ikke at manuskriptet er fyldt med lidt for meget gumpetung dialog, og lidt for mange lidt for nuttede øjeblikke mellem de to hovedpersoner.
Hver dag får aldrig gravet helt så dybt som præmissen ellers giver mulighed for – jeg går ud fra at bogen er skarpere – og den tør aldrig gå helt ind i de problematikker, den beskæftiger sig med.
Men det stopper den ikke fra at være en mainstream teeange-romance, der vil mere og stikker dybere, end den slags sædvanligvis gør.
Jeg tror nu ellers godt en eventuel efterfølger kunne gå mere i gyser-retningen. Prøv lige at tænke på, hvor uhyggeligt det ville være, hvis din eks-kæreste kunne være hvem som helst på gaden.
Hver dag er en uhyre sympatisk kærlighedshistorie. Som ungdomsfilm er den langt over gennemsnittet, også selvom den ikke helt tør gå linen ud med sin opfindsomme præmis.
