Holy Spider anmeldelse: Seriemord som naturlig udvikling
Holy Spider imponerer i sine allerførste minutter.
Instruktør Ali Abbasi har sammensat en åbningssekvens, der er lige så godt udført, som den er brutalt grusom.
Vi følger en iransk prostitueret — noget jeg aldrig mener at have set på film, selvom jeg har set flere iranske film end de fleste — på en almindelig arbejdsaften.
Først siger hun farvel til sit barn derhjemme, og så er det ud at tjene penge til den lille familie med charmerende mænd som vil ‘ødelægge hendes fisse’ eller stikke pikken ind i munden på hende på et bilsæde, men ikke betale fuld pris.
Billederne af Nadim Carlsen er både smukke og hårdtslående socialrealistiske, og Holy Spider når at gøre kvinden til en karakter, man holder af, på ganske få minutter.
Og så bliver hun slået ihjel.
Dræbt i en lejlighedsopgang på lige dele banal og grusom vis, mens publikum får lov til at se livet sive ud af hendes ansigt.
Og så sætter komponist Martin Juel Dirkovs tordnende musik ind, mens morderen kører på sin motorcykel ind mod centrum af den iranske by Mashhad, hvor filmen foregår.
Og kameraet rejser sig fra morderen på motorcyklen og højt op over den lysende by, der strækker sig ud foran ham.
Pointen er helt klar. Seriemorderen i centrum for Holy Spider er ikke den sædvanlige ‘fascinerende psykopat. Han er et naturligt produkt af et samfund, hvor mænd bestemmer over kvinders grundlæggende eksistens.
Og sådan fortsætter Holy Spider med suverænt filmhåndværk sin fiktionaliserede udgave af den sande historie om ‘Edderkoppemorderen’, der dræbte 16 iranske sexarbejdere ved årtusindeskiftet.
Men Ali Abbasis film er mindst lige så meget et arrigt udråb om iranske kvinder rettigheder, som den er en fængende thriller.
Måske endda mere.
For selvom Holy Spider rummer stærke spændingssekvenser, så er dens ultimative ærinde at være en brutal knytnæve i vejret, ikke kun for de 16 døde, men for århundreders underkuede og mishandlede kvinder.
Og filmen leveres med en respektfuld ligefrem tone, der gør den til en slags antitese til overfladiske turistture til det groteske, som f.eks. Den gyldne handske.
Jeg kunne til tider godt ønske mig, at Holy Spider gav ofrene mere tid.
Men Holy Spider har også en pointe i sit fokus på morderen selv, der på overfladen er en helt almindelig iransk familiefar, hvis værdier næsten helt naturligt fører til, at han dræber sexarbejdere.
Det ene øjeblik danner morderens lejlighed ramme om familiehygge, det næste om koldblodigt mord.
Mehdi Bajestani er fremragende som morderen, og hans præstation gør det klart, at morderens undertrykte lyster har mindst lige så stor betydning for mordene som hans religiøst baserede harme.
Han føler absolut ejerskab over kvinderne.
Ligesom det iranske samfund gør generelt.
Det gør filmen klart i sin usædvanlige tredje akt, hvor filmens fiktionaliserede helt — fremragende leveret af Zar Amir-Ebrahimi — sættes ud af spillet, når det iranske system tager over.
Resultatet er grumt. Præcis som resten af Holy Spider, der elegant slutter sig til de bedste seriemorderfilm nogensinde.
Holy Spider er en brutal næve i vejret for iranske kvinders rettigheder og slutter sig til de bedste seriemorderfilm nogensinde.
