Gud taler ud anmeldelse: Når far er Gud.

Han har mange navne.

Hans tre sønner kalder ham Gud. Selvom den ældste har fundet en anden gud for at komme væk fra ham.

Hans svenske kone kalder ham ‘Uff’. Ofte opgivende.

Men han hedder egentlig Uffe og er psykolog. Og så er han den flammende sol som resten af hans familie er i kredsløb om.

For han fylder, ham Uffe.

Uffe er både brændende excentriker og egocentriker. Psykolog-patienterne fra Uffes klinik er fast inventar i hjemmet, og det er svært at skelne mellem dem og Uffe når han laver suppe af hele løg, snaps og maggi-terninger til familien.

Nogle gange triumf-suppe, andre gange angst-suppe.

Uffe er i sandhed Gud i familiens parcelhus her midt i 1980’erne.

Søren Malling er i sit es som Uffe. En rolle der på flere måder minder om den egoistiske kunstner han spillede tidligere i år i Mesteren. Men der er mere saft og kraft i Uffe.

Ikke mindst da han får konstateret kræft og kun har et halvt år at leve i.

Det sætter gang i Uffes gamle drømme om at blive forfatter, og livet med Uffe bliver endnu mere uudholdeligt for familien.

Omstændighederne tvinger både sønnerne og Uffes kone Gerd Lillian, spillet af en fremragende Lisa Nilsson, til at revurdere deres forhold til ham. Er livet med Uffe overhovedet det værd, og er han mon overhovedet interesseret i at forandre sig i den sidste tid familien har sammen?

Det kan lyde som et typisk dansk familiedrama. Men det er Gud taler ud ikke.

Ikke mindst fordi Henrik Ruben Genz har instrueret røven ud af bukserne.

Gud taler ud har et rasende tempo hvor det ene mere underholdende og bizarre optrin følger det andet.

Samtidig er filmen et festfyrværkeri af pastelfarver og 1980’er detaljer. Visuelt foregår Gud taler ud ikke helt i vores virkelighed, men et sted lige ved siden af. Som et familiefoto fra en for længst glemt og vanvittig fortid.

En fortid der er gakket, men som de fleste familier nok alligevel kan spejle sig lidt i.

Der en en sans for visuel historiefortælling i Gud taler ud som vi kun alt for sjældent ser i dansk film.

Alle danske familiedramaer behøver ikke ligne hinanden.

Der er et ekko af Wes Anderson og hans The Royal Tenenbaums i fortællingen om en gruppe familiemedlemmer der på hver sin måde er formet af en utilregnelig, men charmerende, faderfigur.

Når Wes Anderson er bedst, er hans film mere end bare stiløvelser. De finder frem til de bløde følelser i karaktererne og publikum.

Sådan er det også med Gud taler ud.

Filmen holder tydeligt af alle sine karakterer, også når de er nogle kæmpe røvhuller. Det samme gjorde jeg.

Meget forfriskende finder Gud taler ud ikke nogen nemme løsninger. Vel er der en form for forløsning. Men i Gud taler ud er der ikke en let måde at fjerne familiens ar. De er der for evigt.

Men Gud taler ud er mere end en smertefuld luftning af familietraumer.

Den er skide skæg.

Mallings komiske timing bruges til perfektion, og 1980’er referencerne bruges til mere end bare kitschet baggrund. Selvom et velvalgt soundtrack, rejecocktails og bast-bordskånere gør deres bedste for at vække årtiets klicheer nostalgisk til live.

For eksempel spiller både Chernobyl og AIDS på en gang rørende og humoristiske roller.

Det er ikke alle film der kan præstere det.

Ligesom det ikke er alle fædre der er ligesom Gud.

Men der er nok en del der minder lidt om.

Rørende, sjov og hamrende stilfuld; Gud taler ud er en af årets bedste danske film.