God’s Own Country anmeldelse: Langt Fra Brokeback Mountain

Har du læst andre anmeldelser eller omtale af den nye britiske film God’s Own Country? Så har du nok opdaget at den allerede er blevet sammenlignet med Brokeback Mountain flere gange end der er stjerner på himlen.

Glem alt om det. God’s Own Country er helt sin egen.

Jeg kan nu godt forstå fristelsen til sammenligning. På overfladen kunne de to film være søskende. To mænd finder hinanden under deres benhårde arbejde i naturen. I God’s Own Country er den ene mand den unge fårefarmer Johnny.

Johnny tager det mere end almindeligt tunge slæb på sin fars gård. Farmand er nemlig stadig ved at komme sig over et slemt hjerteanfald, og Josh’s 70 årige bedstemor kan ikke drive den store gård på egen hånd.

Med andre ord er alt op til Johnny.

Den unge fårefarmer har kun to ventiler: natligt druk i så store mængder at han må skovles bevidstløs ud af en taxa bagefter, og upersonlig sex med tilfældige mænd.

“Skal vi tage en øl bagefter?” siger en ung fyr håbefuldt efter brutal sex med Johnny i en hestetrailer.

“Vi?!” siger Johnny forarget, smækker bildøren i og skynder sig væk. Den slags følelser er der ikke plads til i Johnnys liv.

Men Johnnys liv forandres da han og familien får hjælp på gården af den følsomme rumæner Gheorghe. De to mænd bliver hurtigt tiltrukket af hinanden, og Gheorghes blide hænder begynder at løsne den sammenfiltrede knude af følelser i Johnnys indre.

Så, ja, et par maskuline mænd bliver forelskede i den barske natur. Men hvis du vil vide hvorfor God’s Own Country er helt sin egen, så kig bare på filmens brug af landskaber.

I Brokeback Mountain er naturen et bjergtagende helle. Her kan vores hovedpersoner leve som dem de virkelig er. Langt fra den civiliserede verden der ikke kan acceptere deres seksualitet.

Sådan portrætterer instruktør Francis Lee ikke naturen i God’s Own Country. I stedet lader han Yorkshire tynge Johnny som en dyne af stål. Lee giver os aldrig de smukke åbne vidder, men lader det grå tågeindhyllede landskab være en konstant tilstedeværelse i de intense nærbilleder af Johnny og Gheorghe. I stedet er instruktøren interesseret i landskabets effekt på personerne.

Johnny kan flygte fra landskabet lige så lidt som han kan flygte fra sit ansvar på gården. Men så hårdt et liv er umuligt uden menneskelig varme, og det bringer Gheorghe.

Af samme grund er God’s Own Country ikke en tyngende fortælling. Det her er ikke endnu en komme-ud-af-skabet historie, eller en historie om homoseksuelles barske livsvilkår. I stedet er det en historie om to unge mænd der finder kærligheden.

Omstændighederne er barske, og stilen så grumt realistisk at jeg kunne mærke kulden og lugte dyrefødslerne. Men God’s Own Country har en håbefuld kerne. Den tror på kærligheden.

Det er en kærlighed man mærker ikke kun på grund af instruktør Lee, men også på grund af de fremragende præstationer i hovedrollerne. Josh O’Connor spiller Johnny som umiddelbart enormt usympatisk, men da filmen når sin hjerteskærende slutning er vi helt på hans side.

Alec Secareanu spiller Gheorghe med en fantastisk empati og følsomme øjne der får ikke kun Johnny, men hele biografsalen til at blive forelsket i ham.

De støttes begge af den ekstremt selvsikre instruktion. Det er svært at tro at Francis Lee kun har instrueret enkelte kortfilm før God’s Own Country. Filmen virker mere som en mesters værk end en debutants. Måske hjælper det at Lee er på den modne side af 40 år.

Og ja, så deler han efternavn med den anden Lee. Ham med Brokeback Mountain. Og ja, det er temmelig ironisk at sige glem Brokeback Mountain for derefter igen og igen at sammenligne de to film.

Men stol nu på mig. Glem Brokeback Mountain. 

God’s Own Country er helt sin egen. En af de mest imponerende debutfilm længe. Brutal, gribende og frem for alt svimlende romantisk.