Glasslottet anmeldelse: Et ordentligt lag Hollywood
Man skal ikke kaste med sten, når man bor i et glasslot – eller noget lignende i hvert fald.
Af samme grund er jeg måske ikke den helt rigtige til at anmelde Glasslottet. Min barndom minder nemlig til forveksling om den, der skildres i Jeanette Walls selvbiografi, som filmen er baseret på.
Men det er ikke kun Jeanette og mig, der kender til en barndom præget af konstante flytninger som flugt fra kreditorer og en komplet utilregnelig alkoholisk far som centrum for familien. Det er der mange, der gør.
Derfor er det så ærgerligt, at Glasslottet konstant underminerer sin egen historie.
Der er nemlig enkelte øjeblikke af barsk følelsesmæssig sandhed i instruktør Destin Daniel Crettons nyeste film.
Glasslottet fungerer bedst når vi følger Walls’ barndom i 1960’erne og 70’erne. Som barn spilles Walls imponerende fintfølende af Ella Anderson. Hun er del af en ekstremt fattig familie ført an af mor Rose, spillet af Naomi Watts, og især fatter Rex, spillet af Woody Harrelson.
De lever en næsten nomade-lignende tilværelse. Det skyldes især Rex’s enorme druk-problemer. Rex er en intelligent mand, men en håbløs drømmer. Blandt andet har han evige planer om at bygge et selvforsynende glasslot, som familien kan bo i.
Han er også den type mand, der er konstant fuld – både af alkohol og brudte løfter til sine børn. Den type mand som mener at effektiv svømmetræning består i gentagende gange at kaste sin datter ned i en offentlige swimmingpool.
Harrelson er i sit es som Rex. Han bringer med stor succes sin signatur-blanding af sympati og manisk utilregnelighed til den komplet uegnede far. Naomi Watts er mere overspillende som den flyvske kunstnermor, men ellers gør alle skuespillerne faktisk et bravt arbejde med materialet.
Det gælder også for Brie Larson som den voksne Jeanette, der nu er succesfuld journalist i New York, men det er desværre her Glasslottet begynder at krakelere.
Den mest interessante del af filmen er nemlig Jeanettes barndom. Desværre klippes konstant til den voksne Jeanette og hendes kamp med at forlige sig med familien som voksen.
De scener er langt svagere.
Brie Larson har ikke mange dramatiske udfoldelsesmuligheder som den voksne Jeanette, og hendes kamp med at introducere sin nye forlovede til familien er næsten ulideligt uinteressant i sammenligning med den mere vitale barndomshistorie.
Skildringen af Jeanettes opvækst har nemlig flere ægte – og overraskende mørke – øjeblikke, der vil vække genklang hos alle, der kender til familier med forskellige grader af misbrug.
Men Glasslottet respekterer ikke sit eget mørke.
Som filmen skrider frem smøres et alt for tykt lag Hollywood ud over Walls historie. Glasslottet forvandles fra historien om en dunkel barndom, til en historie om hvor vidunderligt det er at have en anderledes familie.
Patriarken Rex romantiseres i næsten latterlig grad. For det er da også en god oplevelse for børn at være tvunget til at bo i en ørken, fordi familien ikke har noget hjem, er det ikke?
Glasslottet vil både have os til at græde over børnenes lidelser, men også forstå at Rex jo bare er en ‘quirky’ far. Hans opdragelses-stil jo har givet børnene en ordentlig en på opleveren, skal vi forstå.
Det hele fører op til en kvalmende let og sirupstyk forløsning for den voksne Jeanette.
Slutningen ringer simpelthen hvinende falsk og binder en stor og usandsynlig sløjfe på de dunkle begivenheder i filmens begyndelse.
På den måde får Glasslottet revet sig selv i stykker indefra. Fundamentet er ellers på plads til et imponerende drama. Havde filmen dog bare turdet at omfavne sin egen kompleksitet. I stedet forvandler den sig til en omgang feel-good af den mest falske slags.
Det bedste jeg kan sige om Glasslottet er, at den gav mig lyst til at læse bogen.
Glasslottet har et par imponerende præstationer, ført an af Woody Harrelson som utilregnelig alkoholiker-far, men glasvæggene krakelerer i en familiefortælling om misbrug, der både vil være dystert realistisk og kvalmende tårepersende.
