Glass anmeldelse: Det store twist
For en instruktør kendt for sine overraskende plot-twists, skulle Glass være det ultimative.
Med den ujævnt, men underholdende og overraskende succesfuld, thriller Split banede M. Night Shyamalan vejen for et comeback af de helt store.
Ikke kun fordi filmen var hans bedste i årevis, men også for den i sine sidste minutter viste sig at være en efterfølger i svøb til en af instruktørens bedste film, den jordnære superheltefabel Unbreakable.
Nu byder biograferne altså næsten 19 år efter den originale film på noget så usandsynligt som en treer til Shyamalans oprindelige film.
Det store twist som alle håber på fra Glass, handler ikke så meget om plottet selv, som at filmen forhåbentlig er et vaskeægte comeback for en tidligere elsket instruktør, hvis karriere startede stærkt, men så gik støt ned ad bakke.
Men fra den vinkel er Glass en skuffelse.
Glass har desværre mere til fælles med Shyamalans nyere film, end den har med instruktørens guldalder, som efter min mening går fra Den sjette sans til Signs.
Det er en på mange måder bizar og rodet omgang, men heldigvis byder Glass også på underholdning. God nok ikke kun af den frivillige slags.
Et af lyspunkterne er James McAvoy.
McAvoy gentager rollen som Kevin Wendell Crumb, nu også kendt som The Horde, og skuespilleren kaster sig stadig helhjertet ind i den personlighedsspaltede skurk.
Det er stadig vellykket campet underholdning, når McAvoy skifter personlighed fra stramtandet skolefrue, over 9-årig dreng og til frådende bæst.
Selvom præstationen måske ikke har helt samme effekt i anden omgang, og stadig er en noget problematisk brug af en virkelig psykisk sygdom.
McAvoy går også fint i spænd med Samuel L. Jackson, der vender tilbage som den ultrasmarte Mr. Glass.
Jackson kaster sig også ind i rollen som den knogleskøre superskurk, selvom Shyamalans kluntede manuskript giver ham noget af filmens absolut dårligste dialog.
Så er Bruce Willis straks mere søvngængeragtig som helten David Dunn, også kendt som The Overseer. Willis virker på intet tidspunkt synderligt engageret, og er faktisk med i forsvindende lidt af filmens spilletid.
Det virker lidt, som om filmen er klippet omkring Willis’ uvillighed til at være tilstede på settet mere end et par dage.
Men det er nu ikke Willis alene, der slår skår i Glass.
Den største synder er Shyamalans rodede manuskript, der indlægger de tre hovedroller på instruktørens udgave af Arkham Asylum, hvor en kvindelig psykiater forsøger at overbevise dem om, at de ikke er superhelte.
Den er nu svær at købe. Ikke kun for de tre freaks i centrum, men også for publikum, der får bevis for hovedpersonernes superkræfter allerede i filmens begyndelse.
Det fjerner mildest talt noget af spændingen, når filmen bruger størstedelen af sin spilletid på at så tvivl hos heltene, og den tvivl aldrig kommer ud over kanten på lærredet.
Når James McAvoy kravler på væggene indenfor den første halve time ryger ærefrygten fra Unbreakables realistiske oprindelseshistorie også lige lukt i skraldespanden.
Imens hiver Shyamalan bifigurer ind fra både Unbreakable og Split, der mest af alt virker som en distraktion fra filmens trods alt underholdende hovedpersoner.
Glass’ opsvulmede manuskript er langt fra den relativt stramt fortalte Split og slet ikke i kategori med Unbreakable.
Det er typisk for et mildt sagt kluntet manuskript, hvor Shyamalan forsøger at gøre sig klog på superheltemytologi. Desværre gør han det i et filmlandskab, hvor superhelte nu er nummer 1, og det afslører hans noget overfladiske viden og tilgang til superhelte.
Vi har allerede set mange film, der dekonstruerer superhelte langt bedre.
Shyamalans evner som instruktør er desværre heller ikke, hvad de var engang.
Flere klip fra Unbreakable gør det tydeligt, at Glass ikke har nær den samme sans for tempo eller den visuelle præcision fra Shyamalans tidlige film.
Realismen er forsvundet fra Shyamalans helteunivers, og de billige special effects er ikke overbevisende nok.
Men det er synd, at Glass er blevet sådan et miskmask, for enkelte øjeblikke peger på den film, der kunne have været.
Jeg tager for eksempel hatten af for en superheltefilm, der tør lade sit klimaks være en forlænget nævekamp på en parkeringsplads. Også selvom udførelsen kunne have være bedre.
Men de obligatoriske Shyamalanske krumspring mod slutningen, er desværre ikke nær så overraskende, som instruktøren tilsyneladende selv tror, og de er slet ikke nok til at redde det fortællemæssige rod, der går forud.
Glass er desværre ikke det store twist i Shyamalans nedadgående karriere, og jeg tvivler efterhånden på, om han nogensinde kan leve op til fordums storhed.
Glass er både på godt og ondt lige så stor en freak som sine hovedpersoner, men afslutningen på Shyamalans superheltemytologi lever desværre ikke op til sine forgængere.
