Føreren og forføreren anmeldelse: Den rette dosis dokumentar

Føreren og forføreren har den forkerte dosis dokumentar.

Jeg kan ikke finde ud af, om den har for meget eller for lidt. Bare at mængden er forkert.

For jeg kan sagtens se en version af Føreren og forføreren, der slet ikke brugte virkeligt arkivmateriale fra Holocaust og 2. verdenskrig.

Så havde der måske været mere tid til at forvandle Robert Stadloebers lidt støjende præstation som den tyske propagandaminister til et ægte menneske.

For det er det ærinde Føreren og forføreren er ude i. At forvandle nogle af verdenshistoriens mest forhadte mænd — monstre kan man nok roligt sige — til ægte mennesker.

Af samme grund har Føreren og forføreren skabt røre i Tyskland — hvor den ikke fik filmstøtte — hvor man af gode grunde har en vis ømhed i forhold til at skildre gerningsmændene bag Holocaust frem for ofrene.

Men det er egentlig en fin — og filmhistorisk set noget savnet — ide, at gå i clinch med folk som Goebbels, Hitler, Himmler og Ribbentrop, og vise hvordan de var med til at orkestrere en af verdenshistoriens største forbrydelser.

Problemet er bare, at Føreren og forføreren aldrig rigtig har tid til at gøre dem til rigtige mennesker. Hurtige dyk ned i Goebbels kærlighedsliv, forsvinder så snart de dukker op, mens filmens har travlt med en slags punktopstilling af Goebbels wikipedia-artikel fra 1938-1945.

Ja, Fritz Karls afdæmpede præstation som Adolf Hitler er langt fra den propaganda-skabte persona, men den byder ikke for alvor på ny indsigt, forståelse eller karakterisering.

Det er der ikke plads til, når nazisternes mest berygtede propagandafilm alle skal have en plads i fortællingen, mens de ulideligt grusomme optagelser fra dødslejrene også stikker hovedet frem.

Imens vil Føreren og forføreren gerne forklare, hvor meget af nazisternes image var en løgn og dermed trække streger til moderne tyranners påvirkning af medierne.

Men det er næppe sådan rigtigt nyt for nogen, at den militære præcision og de storslåede møder, som nazisterne selv skildrede udadtil, var en velorkestreret løgn.

Det kan dog være, at jeg er farvet af en uddannelse fra film- og medievidenskab fra Københavns universitet, hvor nazisternes filmiske propaganda er fast pensum.

For det er sandt nok, at nazisternes propaganda stadig har det med at dukke op i dokumentarer, som var de et sandfærdigt billede.

Det er de ikke.

Bare ærgerligt, at Føreren og forføreren i sin iver efter at fortælle den historie, får reduceret nazisternes vej til magten i Tyskland, Holocaust og 2. verdenskrig til at være næsten udelukkende et spørgsmål om vellykket mediemanipulation.

Det vil mange historikere nok erklære sig ret uenige i.

Men der er ikke plads til geopolitisk kontekst i filmens opremsende tempo.

Det kunne der måske have været, hvis Føreren og forføreren havde været en regulær dokumentar med særligt fokus på Goebbels.

Så kunne arkivmaterialet have fyldt mere og vi kunne have fået kilderne til filmens tilsyneladende veldokumenterede portræt af Goebbels.

Så kunne der også have været mere plads til Holocaust-overlevende, end det ene interview i filmens ellers oprigtigt bevægende finale.

I stedet lander Føreren og forføreren et sted midt imellem, hvor de gode intentioner er nemmere at se end det vellykkede resultat.

Det er agtværdigt at fokusere på gerningsmændene bag verdenshistoriens største forbrydelse, men resultatet er for overfladisk.