Fantasten anmeldelse: Dybt at falde
Der er en helt suveræn sekvens et stykke inde i Christian Dyekjærs nyeste film Fantasten.
Claus – spillet af Dejan Cukic – drikker en øl med sin 19-årige søn Silas på en fortovscafe. De har ikke set hinanden længe, men alligevel skal Claus lige pludselig noget.
Det viser sig at han skal hen og låne penge.
Med julelys i øjnene kommer han tilbage til cafeen med en konvolut fyldt med kontanter. Kort tid efter har han hevet Silas med på casino.
Kort tid efter har de tabt næsten alle pengene. Men den sidste halvtredser forvandles pludselig til mere, og inden længe fester de med kokain og prostituerede.
Næste morgen tager Claus afsted til sit arbejde som bilsælger. Selvfølgelig.
Det er højt at flyve dybt at falde, og Claus sætter hele tiden sig selv og alle omkring sig op til at falde.
Det er netop Claus, i skikkelse af Dejan Cukic, der er filmens helt store styrke. Cukic bruger sin helt særlige karisma til at portrættere en mand med et enormt hul i sit indre. Et hul han fylder med spil og druk.
Claus er en type der ikke kan lade være med at sætte sig selv, og dermed også sin omgangskreds i tiltagende destruktive situationer. Casino-ture er kun overfladen i et net af løgne der har spredt sig nok til også at underminere jobbet som bilsælger.
Cukics vilde øjne siger alt. Om det er rushet når han vinder eller det knugende nederlag når han taber.
At Fantasten fortæller en undergangshistorie står klart rimelig tidligt, men udover Cukics geniale præstation er det egentlig ikke historien om Claus’ deroute der fænger.
Til det bliver dramaet desværre for tiltagende mekanisk, mens et afsluttende dyk ned i Winding Refn gangster territorium heller ikke er rigtigt overbevisende.
Til gengæld er forholdet mellem Claus og sønnen fængende præsenteret. Det er i de små detaljer at Fantasten overbeviser. Det ene øjeblik virker Claus som den seje far der har styr på det hele, og i det næste hiver han sin søn med ned i mudderet.
De to bevæger sig igennem en række ekstremt troværdigt præsenterede danske miljøer. Det er styr på detaljerne om det er bilsælgernes verden, en familiefest eller en en gusten pokerturnering i undergrunden.
Kun de afsluttende kinesiske gangstere lugter lidt af kina grill-fantasi.
Fantasten lever højest når den holder sig tæt til relationen mellem Silas og Claus. Cukic får imponerende modspil af Oscar Dyekjær Giese som en ung mand der ikke ved om han skal hade sin far, eller se op til ham.
At Fantasten bliver mere ufokuseret og mindre subtil mod slutningen betyder sådan set ikke det helt store, men det er alligevel synd når andre dele af filmen står så stærkt.
Det forringer dog ikke Dejan Cukic’s imponerende kraftpræstation. Det ville være velfortjent hvis han scorer sig en filmpris eller to senere på året.
Dejan Cukic brillerer i titelrollen der må være karrierens bedste. Den intense troværdighed og det nærværende drama i filmens første halvdel snubler desværre lidt til sidst, men Fantasten er alligevel et imponerende karakterstudie af en selvdestruktiv mand.
