En hvid, hvid dag anmeldelse: Konventionelt uforudsigelig

Det føles forkert at kalde instruktør Hlynur Pálmasons anden spillefilm En hvid, hvid dag for konventionel.

En konventionel film har ikke en længere afstikker til verdens mest eksistentielt angste børne-TV, en sekvens på få minutter optaget over flere sæsoner eller en absurd og akavet slåskamp midt i et tragisk drama.

Helt konventionel bliver Pálmason forhåbentlig aldrig.

Så lad mig i stedet kalde En hvid, hvid dag mere konventionel.

Mere konventionel end Vinterbrødre.

Men der skal selvfølgelig heller ikke meget til at overgå en af årtiets bedste danske film i konventionalitet.

Palmasons første film var en uforglemmeligt sanselig eksplosion af en film med en lidt uigennemtrængelig fortælling om forholdet mellem to brødre og faldgruberne ved hjemmebrændt.

I sammenligning er En hvid, hvid dag langt mere tilgængelig.

Fortællingen om den pensionerede politichef Ingimundur, der mister sin kone i en tragisk bilulykke, er langt mere straight end den kantede Vinterbrødre.

Men det er alt det, Pálmason får ud af historien, der gør En hvid, hvid dag til noget særligt.

For endnu en gang har instruktøren kastet sig ud i en fortælling om forknytte mænd, der ikke ved, hvad de skal gøre med deres følelser.

Ingvar Sigurðsson leverer en fabelagtigt indestængt og fysisk markant præstation som den forpinte Ingimundur.

Lige så nænsomt kærlig som han er med sit barnebarn Salka, lige så stædigt besat bliver han af sin kones død.

Og det er netop det tveæggede sværd af maskulin kærlighed Pálmasons nyeste film udforsker.

For Ingimundur bliver besat af tanken om, at hans kone var ham utro med en lokal mand inden hendes død.

Imens lader han sorgen og frustrationen vokse inden i sig – smukt og komisk illustreret i et par geniale terapisessioner – indtil både han og publikum er klar over, at den vil eksplodere.

Inden længe er sorgen og kærligheden forvandlet til såret stolthed og løftet om vold fra den gamle politichef hænger tykt i den tågede islandske luft.

Det lyder som hård kost, og det er det på mange måder også.

Men som i Vinterbrødre sniger Pálmason sin absurde humor ind, når man mindst venter det.

Filmen finder også stor varme i forholdet mellem Ingimundur og Salka – der i øvrigt spilles blændende godt af instruktørens egen datter Ída Mekkín Hlynsdóttir.

Og så er der selvfølgelig måden som fortællingen smelter sammen med filmteknikken.

Pálmason er en vanvittigt dygtig instruktør, der sammen med dem mindst så dygtige fotograf Maria von Hausswolff og lyddesigner Lars Halvorsen får skabt endnu en vanvittigt betagende filmisk univers.

Endnu en gang er filmens omgivelser mindst lige så vigtige som karakterernes indre rum og oftest fremstår de to ting som forlængelser af hinanden.

Hos Pálmason er der ingen adskillelse mellem filmisk udtryk og fortælling.

Og netop derfor hører han blandt de mest interessante nulevende filminstruktører.

Også selvom En hvid, hvid dag er mere konventionel end Vinterbrødre.

Hlynur Pálmasons nyeste film er en dragende rejse ind i maskulin kærlighed på godt og ondt og en unikt sanselig filmoplevelse.