Drengen og hejren anmeldelse: Personlige film

Alle har travlt med at snakke om, hvor personlig Hayao Miyazakis nyeste film Drengen og hejren er.

Miyazaki hører ikke bare blandt de største nulevende kunstnere, men de største kunstnere i menneskehedens historie, og når nogen bliver så respekterede og berømte, kan vi ikke lade være med at læse deres eget liv ind mellem — og ovenpå — linjerne i deres værker.

Så hele verdens filmnørder har nu travlt med at snakke og skrive om Miyazakis eget forhold til 2. verdenskrig og Miyazakis far og hans mor, som de mener, det relaterer sig til Drengen og hejren.

Og Drengen og hejren er da unægteligt også personlig. Men den er personlig, fordi den føles, som var den lavet direkte til mig.

Sådan har jeg vel egentlig haft det, siden jeg en sløv eftermiddag på DR i 90’erne stødte på syn og følelser, jeg aldrig havde oplevet før i en lille film ved navn Min Nabo Totoro.

Den film har fulgt mig lige siden, selvom jeg ikke helt kan placere, hvornår jeg pludselig begyndte at identificere mig med den lille familie far i stedet for de to eventyrlystne børn.

På samme måde havde Drengen og hejren nok ramt mig anderledes, hvis jeg havde været 12 i stedet for 38, da jeg så den første gang.

Det betyder ikke, at min indre 12-årige ikke også bliver ramt. For den mystiske hejre, der ret aggressivt begynder at forfølge filmens hovedperson drengen Mahito, er alt andet end en hejre, på den fantastiske måde som kun Studio Ghibli kan gøre det.

Og det er kun overfladen af den løsslupne og tilsyneladende uudtømmelige fantasi og sublime animation, som Drengen og hejren byder på.

Hvad med et samfund af lige dele nuttede og krigeriske papegøjer, eller måske de smilende små hvide klumper kaldet Warawara, der egentlig er en slags frø af menneskesjæle?

Jo, Drengen og hejren bugner med ideer, der føles velkendt Miyazakiske i både deres menneskelige varme og kant af farlighed.

Men det er 38-årige mig, der bliver mest ramt af Drengen og hejren.

For fra filmens indledende sekvens er Miyazakis nyeste film faktisk en af hans mest dunkle, når den går direkte i kødet på, hvordan vi fortsætter med at leve et liv efter uforglemmelige traumer.

Og jeg er næppe den eneste filmnørd, der vil blive ramt i hjertet, når drengen Mahito må vælge mellem en sprudlende, men også kontrolleret, verden fyldt med fantasi, og så den virkelige verden fyldt med sorg, tab og hverdagens kedsomhed.

For det er det valg Miyazaki stiller sin hovedperson overfor i en film, der på originalsproget bærer den noget mere rammende titel Hvordan lever du?

For som bogen filmen tager sin titel fra, er Drengen og hejren en eksistentiel dannelseshistorie, der går direkte i kødet på det store spørgsmål, om hvordan man finder mening i et ofte meningsløst liv.

Miyazaki er endda så modig, at han deler nogle af sine egne svar med os, mens andre svar overlades til publikum at besvare, når de forlader biografsalen.

Det kan selvsagt få Drengen og hejren til at lyde som en kedelig budskabsfilm, men den slags er Miyazaki selvfølgelig ikke i stand til at lave, når han konstant sender sin historie på poetiske side-og vildspor, som skal opleves, ikke forklares.

Det samme gælder selvfølgelig for Studio Ghiblis animation, der igen blander den karakteristiske traditionelle streg med velvalgt brug af computeranimation, til en visuel oplevelse der er større end sine enkeltdele.

Og hvis det ikke var fordi fortællingen i Drengen og hejren var mere end rigeligt til at kalde tårerne frem hos mig, så ville Joe Hisashis skiftevis sprudlende og hjerteskærende musik gøre det helt på egen hånd.

Imens fremstår Drengen og hejren som en slags greatest hits af ideer og tematikker som Miyazaki tidligere har beskæftiget sig med, uden nogensinde at blive forudsigelig.

Tværtimod er Drengen og hejren et eventyr af de helt store — men også dunkle — fra sin blændende begyndelse, og sin geniale afslutning, der leverer en skarp påmindelse om, hvor både banal og vidunderlig vores egen verden er.

Så ja, vel er Drengen og hejren personlig.

Personligt rettet mod mig.

Og hvis du er heldig, måske også lidt mod dig.

Poetisk, humanistisk, sprudlende fantasifuld og dybt bevægende. Du har et personligt ansvar for at få set Drengen og hejren så hurtigt som muligt: Du skal løbe, ikke gå, til biografen.