Den røde skildpadde anmeldelse: Livet med skildpadder
Det er altid et godt tegn når Totoro – en af verdens mest populære tegnede figurer – toner frem på lærredet på blå baggrund.
Det betyder nemlig, at filmen er produceret af Studio Ghibli.
Det giver mig simpelthen lyst til at tage en stor dyne på og lave en varm kop te, når Ghibli logoet dukker op før en film. Det er nemlig et selskab, der endnu ikke har lavet en dårlig film.
Ghibli logoet er et kvalitetsstempel.
Det forandrer sig ikke med Den røde skildpadde, også selvom instruktør Michael Dudok de Wits film ‘kun’ er co-produceret af de berømte animationsmagere.
Faktisk er Den røde skildpadde på flere måder en usædvanlig Ghibli-produktion. Den er hovedsageligt skabt i europa, og den hollandske instruktør Michael Dudok de Wit blev opsøgt af Ghibli til at lave en spillefilm på baggrund af sine tidligere animerede kortfilm.
Michael Dudok de Wit lever op til æren med en film, der blander europæisk- og japansk animationstradition med slående resultater.
Den røde skildpadde fortæller på overfladen en forbløffende simpel historie.
En mand strander på en ugæstfri tropisk ø. Som en anden Tom Hanks i Cast Away forsøger han at flygte fra øen. Det viser sig dog hurtigt formålsløst. I stedet må manden forsøge at skabe et liv på øen – hjulpet på vej af en smuk og mystisk rød skildpadde.
Mere ville det være synd at afsløre. Den røde skildpadde udvikler sig nemlig hurtigt til mere end en simpel robinsonade.
De umiddelbare glæder har dog meget til fælles med Cast Away. Den røde skildpadde er renset for dialog – præcis som de bedste sekvenser i Cast Away. I stedet følger vi ordløst mandens trængsler på øen.
Det efterlader plads til en formidabel lyd- og billedside. Lyden af regn, vind og bølger skaber en næsten meditativ tilstand, der er ideel for de smukt animerede billeder.
Den røde skildpadde har en fantastisk sans for detaljer – om det er en babyskildpadde der skubber sig igennem sandet mod havet, eller måden lyset falder på i en bambusskov.
Figurdesign og animation læner sig op ad europæisk realisme. Men det kombineres med en dyrkelse af naturens skønhed og mystik, som jeg ellers hovedsageligt forbinder med Japan.
Personerne er simpelt designet, mens baggrundene er vanvittigt farve- og detaljemættede. Når natten falder på – og når manden drømmer – skifter filmen til blændende konstrastfyldte gråtoner.
Resultatet er en ualmindeligt sanselig filmoplevelse.
Men Den røde skildpadde udvikler sig hurtigt til mere end det. Historien om manden på øen antager overraskende mytiske kvaliteter. Filmen udvikler sig til en parabel om tiden og livets gang, hvis afslutning ikke efterlader et øje tørt.
I hvert fald ikke i mit ansigt.
På den måde ender Den røde skildpadde med at være en overordentligt værdig tilføjelse til Ghibli kataloget.
Som de bedste af Studio Ghiblis film forstår den magien ved at være på en gang enkel og kompleks.
På overfladen er Den røde skildpadde som simple krusninger på vandet, men den skaber følelsesmæssige dønninger lang tid efter rulleteksterne er slut. Den leverer både enkel skønhed og mytisk slagkraft og viser sig mere end værdig til Ghibli-navnet.
Den røde skildpadde er månedens film i Cinemateket, og de får også besøg af filmens instruktør.
