Den dag på stranden anmeldelse: Deja-vu

Noget tyder på, at jeg ikke er den store Ian McEwan fan. Ikke på film i hvert fald.

Det er kun et par uger siden Dommerens valg, en filmatisering af McEwans bog med manuskript af forfatteren selv, havde dansk premiere. Den film var cirka så sofistikeret, som den var kedelig.

Nu er der så premiere på Den dag på stranden, endnu en McEwan-filmatisering denne gang af en novelle og igen med manuskript fra forfatterens hånd

Og med enkelte undtagelser, har jeg lige præcis det samme at sige om den.

Som i Dommerens valg handler det hele om endnu en kvinde, der har det lidt svært med ægtesengen.

Sidst var det Emma Thompsons dommer, der havde ofret sit privatliv til fordel for karrieren. Denne gang er det Saoirse Ronans nygifte unge musikstuderende Florence, der har svært ved at finde ned i hotelsengen ved stranden på sin bryllupsrejse.

Og det er her det meste af Den dag på stranden udspiller sig. Lukket inde på det lille hotelværelse med udsigt til den britiske kyst danser det unge ægtepar Florence og Edward om den varme grød.

Florences unge ægtemand spilles af Billy Howle med en overbevisende naivitet, og Saoirse Ronan – frisk fra Lady Bird – er også god som den tilknappede Florence.

Som i Dommerens valg er der ikke noget galt på overfladen. Spillet er godt – omend lige teatralsk nok – og visuelt klarer instruktør Dominic Cooke det bedre end den mere anonyme Dommerens valg.

Og guderne skal vide, at der er rigeligt med britiske accenter, klassisk musik og længselsfulde blikke til, at det lille kammerspil føles vigtigt med stort V.

Men det dramatiske potentiale er underligt uforløst.

En uendelig række flashbacks underminerer spændingen mellem de to elskende på bryllupsnatten, mens filmen antyder dunkle årsager til den tilbageholdende Florences problemer med sex.

Men det hele er så underspillet og indsnøret, at det aldrig rigtigt bliver fængende.

Og så til sidst går det helt galt, de diskrete følelser og den sofistikerede stemning må vige for en epilog, hvor overdreven sentimentalitet kæmper om opmærksomheden med distraherende dårlig gammelmands-sminke til hovedrollerne.

Præcis som i Dommerens valg skal publikum pludselig græde og de store følelser frem, i en fortælling, der ellers prøver at være så stilfuldt underspillet som muligt.

Skuespillet er godt, billederne fine og instruktionen solid.

Men hvorfor skal det hele være så kedeligt?

Saoirse Ronan kan ikke redde endnu en Ian McEwan filmatisering, der er cirka lige så smuk og distancerende kølig som den britiske strand, den finder sted på.