Death Wish – En mand ser rødt anmeldelse: Raslende pistoler

Du har nok lagt mærke til, hvor meget pistoler larmer på film.

Nej, jeg tænker ikke på, når de skyder, men bare når de eksisterer.

Bare nogen så meget som rører ved en pistol på film, så skramler og rasler de.

Filmpistoler lyder som om, de er sat sammen af 300 løse møtrikker, der kan falde fra hinanden hvert eneste øjeblik.

Sådan lyder pistolerne også i Death Wish – En mand ser rødt.

På et tidspunkt stikker Bruce Willis en pistol i buksekanten, og på lydsiden lyder det som en pakke skruer, der bliver rystet.

Sådan er det egentlig også med Death Wish – En mand ser rødt. Den rasler så meget, at det er et mindre mirakel, at den overhovedet hænger løst sammen.

Problemerne skyldes først og fremmest instruktør Eli Roth og manusforfatter Joe Carnahan.

Jeg betragter ellers mig selv som Eli Roth-tilgiver. Roth har en tendens til altid at maskere sine genrefilm bag halvhjertede politiske og filosofiske ideer.

Ideerne er altid dummere end Roth tror, men hans sans for old-school splat kompenserer – for det meste – for de usammenhængende temaer.

Sådan er det ikke med Death Wish – En mand ser rødt.

Her brager Roth fuldstændig tonedøvt ned mellem to stole.

På den ene side vil han gerne have mig til at tage historien alvorligt. Den stakkels kirurg Paul Kersey mister sin kone og får sendt sin datter på hospitalet i et bestialsk hjemmerøveri.

Og Roth vil virkelig gerne have mig til at føle alvoren af det.

Jeg skal forstå, at den stakkels mand ikke ser anden udvej end at gribe til selvtægt, da politet er oversvømmet af lignende sager. Jeg skal mærke tyngden af, at han tyer til vold.

Jeg skal også kunne se satiren, når Kersey ekstremt nemt kan købe alle de våben han vil have, hos en kæk nedringet sælger i skydevåbnenes svar på Bilka.

Men jeg skal altså også synes han er rimeligt sej, når han til ACDC’s ‘Back in Black’ træner med sin nye gun, og derefter går ud og begynder at plaffe tilfældige bandemedlemmer ned.

Det er et tonemæssigt skift så voldsomt, at det truer med at give piskesmæld.

Kersey bliver hurtigt til en lokal legende i Chicago. Som et græsk kor bruger Roth virkelige amerikanske radiopersonligheder til at dømme Kerseys handlinger.

“Hey, selvtægt duer ikke!” siger den ene, mens den anden kalder Kersey en helt.

Så har Roth ligesom sikret sig kompleksiteten. Hvad synes du selv? Siger han til publikum.

Men, altså, det gør han bare slet ikke.

For Roth og filmen er hundrede procent på Kerseys side i den voldelige hævnakt. Hos Roth er selvtægt – i hvert fald den filmiske slags – bare fucking cool.

Og det er sådan set også fint nok.

Men så kan han ikke samtidig forvente, at publikum føler med hans hovedperson, eller æder en tematisk kompleksitet, der ikke er til stede.

Roth tør ikke gå linen ud og lave en rendyrket voldsfestlig hævnfilm; han vil også intellektualisere

Resultatet er, at det hele falder fra hinanden. Især når filmen heller ikke fungerer som hævnhistorie.

Fortællingen er præcis så tynd som Willis hårpragt, og er drevet mere af tilfældigheder end en kompetent hovedperson. Actionscenerne er under TV-serie niveau, og Willis spiller rollen som Kersey med cirka 1½ ansigtsudtryk.

Ja, ja, det er selvfølgelig ½ mere end Bronson oprindeligt brugte, men det er altså ikke helt nok.

Der er dog enkelte glimt af, hvad Roth kunne have gjort med Death Wish.

Kersey tager sine kirurgevner i brug til en omgang kreativ Hostel-style tortur, og en bowlingkugle er deltager i filmens bedste og voldeligste joke.

Hvis Roth har et talent, så er det den slags Tom & Jerry hypervold.

Havde han bare gået linen ud, og omfavnet selvtægten som ren voldelig underholdning, så havde han måske leveret en omgang beskidt underholdning i stil med de oprindelige film.

Men Roth vil både blæse og have mel i munden.

Og det er derfor filmen ender med at rasle præcis så meget som en filmpistol.

Death Wish – En mand ser rødt fungerer hverken som old-school hævn-action eller som politisk kommentar. Eli Roth hiver filmen i komplet modsatte retninger, og Bruce Willis i søvngænger-mode kan ikke redde løjerne. Hvor er Charles Bronson, når man har brug for ham?