Deadpool & Wolverine anmeldelse: En ødemark af cameos

Det er desværre ikke et tilfælde, at størstedelen af Deadpool & Wolverine foregår i en uformelig ørkenlignende ødemark.

Det er nemlig noget nær det bedste sted, at placere en film, der skal stykkes sammen af sin hovedrolleindehavers ideer til metajokes, diverse smårodede slåskampe, utallige cameos fra de sidste cirka 50 års tegneseriehistorie og de sidste i hvert fald 30 års tegneseriefilmshistorie.

Tilføj at strålerne skal krydses mellem tegneseriefilmene produceret af nu hedengangne Fox med Marvels filmunivers, der aldrig har haft det sværere.

Den slags film er perfekt at lave i en tom ørken, for så kan man nemt lave en bunke reshoots med mere eller mindre gennemtænkte gæsteoptrædener senere, eller ændre i manuskriptet, mens man optager, uden af filmens miljø behøver at skifte nævneværdigt.

Og sådan en film er Deadpool & Wolverine desværre.

Vel er der både gode og sjove elementer i den opsvulmede (bare rolig, det skal filmen nok selv kritisere, uden dog at gøre noget ved det) tredje Deadpool film.

Men i sidste ende føles instruktør Shawn Levys desværre for ofte som endnu et indlæg i den uendelige række franchise-film, der sælger os nørders nostalgi tilbage til os.

For cameo og metareference-posen skal selvfølgelig nok blive fuld, når Deadpool tager Wolverine **med på intertekstuel rejse mellem film- og tegneserieuniverser.

Desværre føles de mange besøg fra andre film og fiktive universer som hule ‘se her!’ vink med en vognstang, uden for alvor at få plads i historien.

Glæden ved at se fordums tid helte — hvoraf jeg gerne indrømmer at en tog mig med bukserne nede — falmer hurtigt, når skuespillerne er lokket med for en enkelt joke eller gentagelse af berømt replik, når hverken karakteren eller skuespilleren har nogen egentlig rolle at spille.

Men advarselslamperne burde egentlig allerede ringe, når instruktøren er Shawn Levy.

For om det er 80’ernes popkultur i Stranger Things eller, øh, lidt af hvert i Free Guy så er Levy nemlig en mand, der stykker sine film sammen, mere end han reelt skaber dem fra bunden.

Det gør Deadpool & Wolverine til en fin pendant til de sjælløse referencer og cameos i The Flash, men den film havde også en overraskende effektiv følelsesmæssig kerne.

Det har Deadpool & Wolverine kun forsøg på, når tager nemme genveje mod konflikt ved at ændre særligt en karakter fra de to tidligere film. eller når den bogstaveligt skal have en anden karakter til at grave i de to hovedpersoners hjerne i desperate forsøg på at skabe følelsesmæssig resonans.

Den opstår aldrig.

Til gengæld kan man sætte pris på mindst et par mindeværdige slåskampe — særligt i, på og omkring en familiebil — og mere end en snedigt skrevet og grovkornet metajoke.

Bedst er filmens første halve time og finalen — sjovt nok de dele af filmen, der ikke er fanget i den uformelige ødemark af referencer, men i stedet forsøger at fortælle en historie.

Deadpool & Wolverine bliver aldrig kedelig, og den er ikke nær så håndværksmæssigt sløset som f.eks. Levys Free Guy var det.

Men den bliver nok næppe heller filmen, der skaber ny interesse omkring Marvel-universet, for den er mindst lige så vægtløs og konsekvensfri, som Marvel-filmene nu har været i alt for lang tid.

Og så er den unægtelig et drastisk fald i kvalitet fra de to foregående film i både opfindsomhed og helstøbthed.

Til gengæld kan man så sætte pris på både Ryan Reynolds og Hugh Jackman, der tager deres karakterer på sig, også når filmen omkring dem ikke helt gør.

De to har skabt ægte mindeværdige karakterer, og er næsten i sig selv biografbilletten værd.

Også selvom de er fanget i en ødemark af gæsteoptrædener.

Deadpool & Wolverine har sine charmerende højdepunkter, men er mest en skuffende kompot af interne jokes, gæsteoptrædener og halvgammel internethumor.