Dagens julefilm 5. december

Hver dag indtil jul anbefaler Kinosaur en julefilm. Fra klejne-sød melankoli til snapse-bitre julegys. Fra klassikerne til de mere kontroversielle.

0
645
A Christmas Story
Dagens julefilm 5. december

Dagens julefilm: A Christmas Story (1983)

A Christmas Story
Copyright MGM

Derfor skal du se den

Dagen julefilm er A Christmas Story. En film der ikke er specielt kendt i lille Danmark, men som i USA er en juleklassiker, der er en fast bestanddel af december.

I 1940ernes USA ønsker lille Ralphie sig et Red Ryder luftgevær. Men det er ikke nødvendigvis så nemt at overbevise sin forældre om, når man kun er 9 år, og i øvrigt ikke specielt stor af sin alder.

Alle kan nok relatere sig til strabadserne med at ønske sig en helt bestemt julegave, men det er det høje tempo og den overraskende humor, der gør A Christmas Story til en fantastisk underholdende film.

Alle omkring stakkels Ralphie advarer ham om at han vil ‘shoot your eye out!’, hvis han får sin ønskede riffel. Mens Ralphies familie er præcis så uudholdeligt excentriske og elskelige som virkelige familier har det med at være.

Julefaktor

Julefaktoren er i top i A Christmas Story. Der findes måske ingen julefilm, der så præcist og humoristisk fanger øjeblikke af sandhed om at være barn op til jul. Om det er lillebroderens flyverdragt, der forvandler ham til en ubevægelig Michelin-mand, ellers farmands elskede lamp i form af et dameben, som han er liiige lovlig glad for.

Den frådende følelse af at kaste sig over julegaverne, kun for at indse at den mest ønskede gave ikke gemmer sig bag papiret. Eller hvad med slåskampe og evntyr i sneen som ingen voksne hverken er vidne til eller forstår?

A Christmas Story er fyldt med den slags perfekte små øjeblikke. Det gør det heller ikke værre at filmen er gennemsyret af en nostalgi, der smitter også selvom du ikke er født i 1940ernes USA.

A Christmas Story handler mindst ligeså meget om barndom som om jul. Den kombination gør den til en uforlignelig julefilm.

 

Bonus-info

A Christmas Story er baseret på Jean Shepherds semi-biografiske bøger In God We Trust: All Others Pay Cash og Wanda Hickey’s Night of Golden Memories. Forfatteren har en stor del af fortjenesten for filmens muntre nostalgiske stemning.

Måske er det netop den stemning, der har gjort A Christmas Story til elsket klassiker i USA. Filmen startede ellers med blandede anmeldelser og begrænset succes i biografen. Men på det nye format hjemmevideo voksede den sig støt og roligt til en årlig tradition for mange.

Nu er den en uundgåelig del af det amerikanske TV-billede til jul. Faktisk så uundgåelig at den nu bliver vist konstant i et 24 timers maraton over selveste juleaften på hele to kanaler.

Så populær en julefilm er A Christmas Story som sagt ikke i Danmark, men hvis du ikke har set den, og mangler en julefilm, så kan jeg næsten garantere en positiv overraskelse.