Cutterhead anmeldelse: Kampen om luften

Hvis vi presses langt nok, så mister alle mennesker deres menneskelighed.

Eller måske er det netop vores hensynsløse evner i overlevelsens kunst, der gør os til mennesker.

Cutterhead er langt fra den første film, der har udforsket den slags temaer, men den gør det i en dirrende intens – og for dansk film – ny kontekst.

Hun starter ellers så civiliseret hende hovedpersonen Rie. Med digitalkamera og notesbog begiver hun sig ned i metrobyggeriet under Københavns gader for at portrættere den smeltedigel af mennesker, der arbejder dernede under jorden.

Men det er åbenlyst, at Københavner-Rie kun kan se de hårdtarbejdende, underjordiske udlændinge sådan lidt på afstand.

I hvert fald lige indtil hun er fanget i et borehoved sammen med to af dem, og må kæmpe for livet.

Inden længe presser de dyriske instinkter sig gennem overfladen – lidt ligesom et enormt bor gør det i filmens smukke åbningsbillede – og snart må de tre overlevende helt bogstaveligt slås om den sidste mundfuld luft.

Symbolikken er til at tage og føle på, men der er heldigvis andre mere kropslige glæder at finde i instruktør Rasmus Kloster Bros debutfilm.

For Bro har nemlig skabt noget så sjældent, som en vellykket dansk katastrofefilm, der med ganske få midler er endt som en fantastisk medrivende filmoplevelse.

Alene nedgangen fra København til den klaustrofobiske parallelverden under jorden er biografbilletten værd. Men hvis klaustrofobien allerede melder sig, når Rie begiver sig gennem betontunellerne, så skal man nok overveje at forlade salen.

For Bro og hans sammensvorne har skabt en suverænt knugende film, der effektivt sender sit publikum ned i det sammenklemte betonhelvede.

Fotograf Martin Munch skaber nogle helt sublime billeder, der i stigende grad giver en smag af hvordan en katastrofefilm instrueret af Lars von Trier kunne udfolde sig.

Men billederne understøttes af det mindst lige så fremragende lyddesign af Lars Halvorsen, der blandt andet sender publikums ører ud på vel nok en af de mest ubehagelige trykudligninger i filmhistorien.

Glem propperne i ørene på flyveturen.

Midt i det hele står en flot præstation af Christine Sønderris. Uden hendes fysiske engagement havde Cutterhead ikke været den samme.

Desværre følger ordene i det lidt kluntede manuskript ikke altid med filmens mere kropslige kvaliteter. Troværdigheden får desværre et par knæk, som hovedpersonerne spontant læsser ud af deres baggrundshistorie og lidt for hurtigt begynder at forråde hinanden for egen overlevelse.

Men det forhindrer ikke Cutterhead i at være en stærk filmoplevelse, der med det samme skriver Rasmus Kloster Bro ind i det fine selskab af nye skabere i dansk film – med Fenar Ahmad og Gustav Möller – der ikke er bange for at bruge genrefilm til at gribe fat i kraven på det danske biografpublikum.

Det er næsten, så man ikke kan få luft.

Cutterhead er et vildt intenst bud på en dansk katastrofefilm, der udløser klaustrofobi hos selv de mest hærdede.